AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Foto: Mikkel Berg Pedersen, Polfoto

Efter storforbrug: Aarhus dropper byrådsfester

Aarhus brugte i 2013 121.450 kr. på at fejre det afgående byråd. Nu kalder borgmesteren det 'upassende' at holde fest, når der skal spares i budgettet
10. FEB 2016 11.00

AARHUS: I mange kommuner er det almindelig praksis at holde en afslutningsfest for det afgående byråd efter et kommunalvalg. Sådan har det også været hidtil i landets næststørste kommune, Aarhus, men det er efter alt at dømme slut nu. Borgmesteren forventer nemlig ikke at markere udskiftningen af byrådet efter kommualvalget i 2017 med et stort gilde.

-  Det er upassende at holde en fest for byrådet i en tid, hvor man skal spare på budgettet. Tidligere har der været tradition for, at man holdt en eller to fester i en byrådsperiode, men jeg mener, tiden er løbet fra det, skriver Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) til dknyt i en mail.

dknyt har over de seneste måneder afdækket, hvordan Odense brugte over 2300 kr. pr. kuvert, da Anker Boye i 2013 inviterede til afslutningsfest, og hvordan Aalborg i januar 2014 brugte over 140.000 kr. på at feste for hele byrådet med partnere, de ledende i administrationen med partnere samt 10 journalister med partnere. 

På Ærø er der derimod ingen tradition for at holde fest, når kommunalbestyrelsen udskiftes. Det fylder for meget i budgettet for en lille kommune, forklarede ø-kommunens borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) til dknyt i januar. 

1500 kr. kuverten
I december 2013 betalte Aarhus Kommune 121.450 kr. for en fest til det afgående byråd. 80 mennesker deltog - herunder en række embedsmænd med ledsagere. Det svarer til en kuvertpris på 1518 kr., og for det beløb fik gæsterne blandt andet mad og drikke og underholdning fra operasangeren Hans Duelund og det lokale danseband V.I.P.

Jacob Bundsgaard karakteriserer festen som et 'særligt arrangement' og mener derfor ikke, at det i sig selv er problematisk, at beløbet overstiger tommelfingerreglen på 1000 kr. pr. kuvert.

- Efter at have gennemset den samlede opgørelse, mener jeg dog, beløbet er for højt. Derfor vil der blive strammet op, tilføjer han uden at uddybe, hvad de nævnte opstramninger går ud på.

Til sammenligning holdt Københavns Kommune ikke en stort opstillet fest for Borgerrepræsentationen efter kommunalvalget i 2013. I stedet valgte landets største kommune at invitere de afgåede medlemmer til den efterfølgende nytårskur. Her deltog 274 gæster, og den samlede regning lød på 179.091 kr.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/efter-storforbrug-aarhus-dropper-byraadsfester

GDPR
Efter storforbrug: Aarhus dropper byrådsfester