

FREDERIKSBERG: Politikerne i Frederiksberg Kommune har besluttet at lancere en ekstern indberetningsordning, som skal afdække eventuelle problemer med seksuel chikane på Rådhuset. Det skriver kommunen på dens hjemmeside.
Ordningen kommer, efter Frederiksberg Kommunes tidligere HR-chef Birgitte Rømer har fortalt om en konkret sag med seksuel chikane og givet udtryk for, at der skulle være en uacceptabel kultur på Rådhuset. En sag som ifølge Birgitte Rømer ikke er håndteret korrekt, hvorfor hun besluttede at opsige sin stilling.
"Jeg har været udsat for krænkelse af seksuel karakter - begået af en person jeg indgik i en magtrelation med - og som jeg fortsat ville skulle samarbejde med for at kunne varetage min stilling," skrev Birgitte Rømer på sin Linkedin-profil sidst i august, da hun annoncerede sin opsigelse.
Direktør blev hjemsendt
Forinden beslutningen om en ekstern indberetningsordning, blev By-, Kultur- og Miljødirektør Ulrik Winge i starten af september sendt hjem fra arbejdspladsen.
Hjemsendelsen fremgår, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, af en intern meddelelse, som de ansatte i Frederiksberg Kommune fik samme dag. I beskeden bliver det beskrevet, at direktøren havde fået en skriftlig påtale for den konkrete episode. Det skete i oktober 2022 efter juridisk rådgivning fra KL.
På daværende tidspunkt vurderede KL, at påtalen flugtede med karakteren af den episode, som Birgitte Rømer har været udsat for.
Målrettede initiativer og indsatser
Indberetningsordningen åbnede torsdag den 21. september og løber frem til den 22. oktober 2023.
Det er advokatfirmaet Norrbom Vinding, der varetager indberetningsordningen, og der bliver fulgt grundigt op på alle de indberetninger, der måtte komme, skriver kommunen.
Samtidig med indberetningsordningen vil Frederiksberg Kommune og Hovedudvalget arbejde videre med målrettede initiativer og indsatser, der sikrer en tryg kultur i kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.