Efter Mern: Først barnet - så plejefamilien

Af Geert Jørgensen

På baggrund af Mern-sagen er spørgsmålet om, hvordan man bedst sikrer anbragte børn og unge mod overgreb under anbringelsen endnu en gang til debat. Det er indlysende, da overgreb på anbragte børn og unge fra plejefamilier og andre anbringelsessteder i særlig grad er uacceptable, da det drejer sig om børn, der ofte er anbragt netop for sikre dem mod svigt eller overgreb.

LOS - landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud foreslår, at der oprettes en uafhængig national enhed, der skal stå for godkendelse af og det generelle tilsyn med alle typer anbringelsessteder. Der er ingen grund til, at vi i så lille et land som Danmark skal have 103 forskellige retningslinjer, kvalitetskrav og vilkår for at være plejefamilie eller drive et opholdssted eller institution.

LOS går ind for, at der skal være en bred mangfoldighed i viften af tilbud til udsatte børn og unge, men de overordnede krav bør være ens over hele landet. Som det er i dag, er mange kommuner alt for dårligt rustet og mangler de nødvendige kompetencer til at udføre tilsynsopgaven på et kvalificeret niveau. Ved at samle opgaven under en enhed - med et antal lokale eller regionale afdelinger - sikres det, at tilsynsmyndigheden har den fornødne viden og kompetence til at behandle alle de nødvendige aspekter i tilsynsopgaven på en kvalificeret måde.

Som udgangspunkt fører bopælskommunen i dag tilsyn med plejefamilier, opholdssteder i kommunen og egne institutioner, mens regionerne fører tilsyn med regionale institutioner. Det har været foreslået, at regionerne skal overtage tilsynet med plejefamilier, men LOS mener, at der bør indføres et samlet uafhængigt tilsyn med alle typer anbringelsessteder.

Godkendelse og det generelle tilsyn med plejeforældre kan også fint ligge hos denne centrale myndighed. Der er ikke noget behov for lokale forskelle, når det gælder retningslinjerne for de generelle godkendelser og tilsyn. Desuden kan regionerne ikke siges at være uafhængige af kommunerne, da kommunerne er regionernes kunde når det gælder specialiserede tilbud. På den måde vil de ud over at føre tilsyn med sig selv, også være konkurrent til de tilbud, de skulle føre tilsyn med.

Selv om man ikke skal generalisere ud fra den seneste sag om Holbæk Kommunes botilbud Skarridsøhjemmet, illustrerer den blandt andet hvorfor det bør være en central og uvildig instans, der fører tilsyn - også med de kommunale og regionale institutioner.

Det individuelle tilsyn
Både Anbringelsesreformen og Barnets Reform pegede på en styrkelse af kvalitet, kontinuitet og stabilitet i arbejdet med de anbragte børn. Desværre viser erfaringerne - og Ankestyrelsens praksisundersøgelser - at der stadig er lang vej igen. På trods heraf er der ikke andre muligheder, når det gælder det individuelle tilsyn med det enkelte barn. Det er den kommunale sagsbehandler, der har kontakten til barnet og familien, og derfor må føre det individuelle tilsyn.

En af måderne at forbedre opfølgningen på anbringelserne og tilsynet med det enkelte barn er konsekvent at have tilknyttet kuratorer til alle anbringelser. En del kommuner har haft kuratorer eller en familieplejeafdeling i mange år og andre har købt ydelsen hos familieplejeforeningerne eller andre. Dette er desværre i mange tilfælde sparet væk i de senere år. Det bør der rettes op på. Kommuner, der ikke har en størrelse, der gør, at de kan opbygge et tilstrækkeligt fagligt miljø, må etablere sådanne i et kommunalt fællesskab eller købe sig til det.

Det er vigtigt i det individuelle tilsyn, at sagsbehandleren er i tæt kontakt med kurator, og deltager i mindst to årlige besøg hos det anbragte barn. Når det gælder tilsynsbesøgene er det vigtigt, at man starter med at tale alene med barnet og først derefter inddrager plejeforældre eller pædagoger. Dette for at sende et tydeligt signal til barnet om, at vi kommer for at se til dig - for at se hvordan du har det - ikke for at se til plejefamilien eller pædagogerne.

Økonomi
Når det gælder det generelle tilsyn bruges der i dag så mange penge alene på tilsynet med de private opholdssteder, at det vil være både bedre og billigere at etablere en central tilsynsinstans.

Når det gælder det individuelle tilsyn må man acceptere, at et markant styrket tilsyn til barnets bedste kræver flere mennesker på opgaven, både sagsbehandlere og kuratorer. Det nytter ikke noget at stramme kravene i lovgivningen og indføre flere regler. Det er flere "varme hænder", der skal til. Et markant kvalitetsløft kan ikke gennemføres uden tilførsel af flere midler til denne del af opgaven. Der snakkes meget om, kvalitet og kontinuitet, og nu skal de anbragte børn følges tættere, blandt andet for at sikre dem mod omsorgssvigt og overgreb under anbringelsen. At fortsætte denne snak uden at afsætte de nødvendige midler til opgaven er hykleri.


Geert Jørgensen, direktør i LOS