
KØBENHAVN: I sidste uge bekendtgjorde tidligere social-, bolig- og ældreminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) et ønske om at blive overborgmester i Københavns Kommune. En beslutning som Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, kalder for "modig".
- Det er friskt og modigt at stille sig til rådighed som overborgmesterkandidat i en by, hvor Enhedslisten står så stærkt, som vi gør i København, siger han.
Ved det seneste kommunalvalg i 2021 blev Enhedslisten det største parti i Københavns Kommune med knap 25 procent af stemmerne. Alligevel var det Sophie Hæstorp Andersen (S), der blev valgt som overborgmester i kommunen.
Hun trak sig dog fra posten i forbindelse med sidste uges ministerrokade, hvor hun blev udnævnt som ny social- og boligminister. Nu håber Pernille Rosenkrantz-Theil på at kunne overtage posten.
I 13 år har Pernille Rosenkrantz-Theil siddet i Folketinget for Socialdemokratiet, men inden det var hun medlem af Enhedslisten.
- Det er mange år siden, at Pernille Rosenkrantz-Theil var medlem af Enhedslisten, og der er løbet lidt vand gennem åen, siden dengang hun var der, siger Pelle Dragsted.
Han mener blandt andet, at den tidligere minister har været en del af en socialdemokratisk højredrejning på udlændingepolitikken og en "nølende" grøn politik.
- Og sådan set også i sine sidste år som minister. Boligpolitikken er ekstremt vigtig for København, og den er stukket helt af. Og det er jo ikke sådan, at Pernille Rosenkrantz-Theil har været hjælpsom i forhold til at få skabt flere billige boliger i København, siger han.
- Så jeg tror ikke, at hun skal pynte sig med lånte fjer, fordi hun var medlem af Enhedslisten for mange år siden.
Tage ansvar for København
Pelle Dragsted håber på, at Enhedslisten kan sikre sig overborgmesterposten i København i fremtiden.
- Fra mit udgangspunkt går Enhedslisten altid efter størst mulig indflydelse, og det gælder selvfølgelig også, når det drejer sig om politiske poster, siger han.
- Men det forudsætter, at man kan få et flertal bag sig, og at man opbygger tillid, så et sådant flertal tror på, at man kan tage ansvar for København på en god og fornuftig måde.
Flere ungdomsboliger
Pernille Rosenkrantz-Theil er uenig i, at hun ikke har været ”hjælpsom” i forhold til flere billige boliger i København. Til Ritzau påpeger den mulige overborgmesterkandidat, at hun selv som bolig- og socialminister har lavet aftaler, der sikrer flere ungdomsboliger i København og Aarhus.
- Vi fik fjernet elevatorkravet, der gjorde det billigere, og pludselig var der businesscase i at lave ungdomsboliger. Den lille manøvre gjorde, at der er kommet rigtigt hul igennem, siger hun.
Dertil fremhæver hun, at der nu bygges flere almene boliger end tidligere.
- Jeg er enig i, at boligpolitikken er noget af det allermest vigtige i hovedstaden, og jeg håber at fortsætte samarbejdet med Enhedslisten om det.
Valg næste onsdag
Pernille Rosenkrantz-Theil er endnu ikke blevet valgt som Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten. Valget kommer til at foregå næste onsdag, når partiet afholder ekstraordinært delegeretmøde på Svend Aukens Plads på Amager.
Det bekræfter Jan Salling Kristensen, formand for Socialdemokratiet i København, overfor Altinget.
Han oplyser, at der endnu ikke er andre kandidater end Pernille Rosenkrantz-Theil, men at man kan melde sig helt frem til mødet.
/ritzau/dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.