DRAGØR / BILLUND: Dragør Kommune overskrider grænsen for særlige tiltag i forbindelse med coronasmitte. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). Grænsen markerer, hvornår en kommune bør indføre tiltag, der kan nedbringe smitten.
En kommune bør følge anbefalingerne, hvis der i løbet af syv dage konstateres en incidens på 500 eller flere smittede per 100.000 borgere, og der samtidig er flere end 20 smittetilfælde. Smitten i Dragør er primært på Nordstrandskolen.
- Smitten er koncentreret om skolebørn, der ikke er kommet i vaccinationsgrupperne endnu, siger borgmester Helle Barth (V).
Dragør har torsdag en incidens på 542 og 72 tilfælde over syv dage, hvor smitten hovedsageligt er på skolens 5. årgang.
- Vi er så lille en kommune, så der skal ikke så mange smittetilfælde til, før det boner ud på incidenstallene, siger Helle Barth og fortæller, at skolen har hjemsendt eleverne på årgangen og oprettet et kviktestcenter i byen som supplement til PCR-testene.
Kommunen har også udvidet åbningstiderne for brevstemning til kommunalvalget, der finder sted 16. november.
- Og så anbefaler vi i det hele taget, at man holder afstand og spritter af, siger Helle Barth.
Flere over grænsen
Brøndby, Ishøj, Glostrup og Albertslund er også over coronagrænsen. Flere af kommunerne er begyndt at indføre tiltag. Blandt andet i samarbejde med smitteopsporingen og SSI.
I Ishøj Kommune har man opfordret alle borgere til at lade sig teste. Desuden har man sat testkapaciteten op.
Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer til, at kommunerne opdeler skolebørn og børn i daginstitutioner i mindre grupper. Desuden bør større sociale arrangementer aflyses.
Alle kommunernes borgere bliver opfordret til at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger: hold afstand, sørg for god håndhygiejne og gå i isolation ved symptomer.
Billund-børn hentes ude
Billund Kommune iværksætter nu forskellige tiltag i Stenderup-Krogager for at forebygge yderligere spredning af covid-19, oplyser kommunen.
For dagtilbud opfordres forældrene til at aflevere og hente børn udendørs hvis muligt. Samtidig holder dagplejeres fælles legestue lukket, så børn ikke bliver blandet på tværs af grupperne.
Lynghedeskolen Afdeling Stenderup indretter undervisningen, så den så vidt muligt foregår i stamklasser, ligesom eleverne holdes klassevis i pauser og frikvarterer.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.