
KØBENHAVN: Er det i orden, at borgere i Ørestad skal betale over 12.000 kr. om året for at parkere deres bil i nærheden af deres bolig, mens borgere andre steder i København kan slippe med en brøkdel af det beløb?
Det spørgsmål skulle dommerne i Københavns Byret onsdag tage stilling til i en meget omtalt sag, hvor fire beboere i Ørestad havde stævnet Københavns Kommune, Indenrigsministeriet og det kommunalt ejede byudviklingsselskab By & Havn.
Beboernes skyts var dog især rettet mod Københavns Kommune, som ejer 95 pct. af By & Havn, der står bag den private parkeringsvirksomhed i Ørestad.
Og derfor mente beboerne, at der reelt set er tale om, at det er Københavns Kommune, der står bag parkeringsvirksomheden i bydelen, og at den derfor skal betragtes som værende offentlig og prisflugte med resten af byen.
Men da de tre juridiske dommere i Københavns Byret tog endelig stilling til sagen, afsagde de dom til fordel for Københavns Kommune, Indenrigsministeriet og By & Havn, og dermed kan der fortsat blive opkrævet over 12.000 kr. om året for parkering i Ørestad, skriver TV2 Lorry.
Byretten mente nemlig ikke, at Københavns Kommunes ejerandel på 95 pct. og statens ejerandel på fem pct. af By & Havn gør den til en offentlig virksomhed.
Overvejer anke
Den vurdering vækker alt andet end begejstring hos Kirsten Lindberg Andersen, der er formand for Ørestads Parkeringsforening, og som var en af de fire beboere, der stod bag søgsmålet.
- Det er en rigtig dårlig dom. Det er grotesk, at stat og kommune kan drive privat virksomhed. Det er ligesom i Kina, siger Kirsten Lindberg Andersen til TV2 Lorry som reaktion på dommen.
- Jeg havde virkelig troet, at det her monopol ville blive stoppet. Jeg kan slet ikke forstå, man kommer frem til, at Københavns Kommune ikke har hovedansvaret, når de ejer 95 pct., siger hun.
Kirsten Lindberg Andersen og de tre andre sagsøgere havde fået fri proces til at føre sagen, og nu skal de nærlæse dommen, før de tager stilling til, om de vil anke den.
- Der er rigtig mange dokumenter i den her afgørelse, og dem vil jeg gennemgå med min advokat i morgen, før vi kan tage stilling til, om vi skal gå videre med den, siger hun til TV2 Lorry.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.