
BORNHOLM: Når vi nynner en strofe, skal I gå hjem og skrive en symfoni. Sådan skal tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) angiveligt have sagt til regeringens departementschefer, da han satte sig på posten i starten af nullerne.
Og skal man tro departementscheferne i Udenrigsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet samt tidligere departementschef Bo Smith, der i efteråret afleverede en rapport om emnet, så indkapsler det meget godt beskrivelsen af embedsmændenes vigtigste rolle.
- Vi skal dybest set tegne det rum, der er til at træffe beslutninger i for politikerne, og så forklare hvilke konsekvenser, beslutningerne i sidste ende kan have, fortalte Henrik Studsgaard fra Miljø- og Fødevareministeriet, som erkendte, at der oftest er et spændingsfelt mellem den faglige rådgivning og hans egen personlige holdning til sagerne – men at han sjældent fandt det svært at vægte i sin politiske rådgivning.
Ulrik Vestergaard Knudsen fra Udenrigsministeriet kaldte hele diskussionen om et dilemma mellem at politisere og levere faglig rådgivning for en misforståelse.
- Den politiske og faglige rådgivning bliver nødt til at være integreret i hinanden. Hvis vi ikke er i stand til at levere rådgivning, hvor det politiske er tænkt ind, så tror jeg ikke, at systemet vil fungere, sagde han.
Bedre navigatører
Bo Smith opridsede pointerne fra sit udvalgsarbejde om, at medievirkeligheden og det politiske landskab har gjort det sværere at navigere for embedsværket. Og ifølge Udenrigsministeriets departementschef, som brugte begrebet disruption i embedsværket, er det netop på navigation og digitalisering, at embedsmændene skal styrkes.
'Forstå pressen, forstå Christiansborg og sørg for at være teknologiadræt', lød Ulrik Vestergaard Knudsens tre råd, inden han måtte forlade debatten til fordel for et møde med den amerikanske udenrigsminister John Kerry.
Henrik Studsgaard pegede i retning af, at topembedsmændene skal blive eksperter i at fordele arbejdet, fordi arbejdspresset bliver mere og mere ekstremt. På et år tilgår der alene hans minister et sted mellem 5000 og 6000 sager.
- Vi kommer til at skulle være megadygtige ledere i fremtiden, for man bliver ikke i stand til at overkomme det hele selv, sagde Miljø- og Fødevareministeriets departementschef i Advice's telt på Folkemødet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.