Man kan trække sig af vidt forskellige årsager, og denne uge trak DF´eren Martin Henriksen sig p.g.a. partiets valg af formand og ledelse, ved at melde sig helt ud af partiet, som han allerede for en uge siden bebudede, at han ikke længere ville stille op for som folketingsmedlem. Trak sig gjorde også regeringens støtteparti Enhedslisten og Alternativet i forhold til aftalen om udflytning af uddannelser, uden det dog ændrede på flertallet for planerne.
En udskudt tidsplan og en fordyrelse af projektet fik til gengæld A. P. Møller Fonden til at trække sig fra renoveringen af Nyborg Slot og dermed ikke udbetale 60 mio. ud af de bevilgede 107 mio. Kulturministeren håber dog fortsat på en åbning fra fonden, så renoveringen kan gennemføres.
Gennemført blev i denne uge til gengæld en aftale mellem regeringen og regionerne om at nedbringe puklen i sygehusvæsnet, noget der forventes at tage mindst et år, og hvor staten lover at betale regningen. Det kommer også til at koste staten at sende en varmecheck ud til omkring 320.000 særligt trængte husstande, nemlig i alt 1,25 mio. kr. lød det i en anden aftale indgået af et stort flertal af Folketingets partier, minus blå blok.
Et flertal i Folketinget forventes også at stemme for en pesticidhandlingsplan for de kommende fire år, der helt vil forbyde stoffet glyfosat, der findes i Roundup. Landbruget bruger glyfosat til at tvangsmodne afgrøderne, men der er fare for, at det kan sive ned i grundvandet. Farligt er også det kræftfremkaldende flourstof PFOS, som brandmænd kan have fået i sig fra brandslukningsskum, og hundreder af dem skal nu undersøges for stoffet.
Selvom corona-smitten denne uge rykkede mod Vestdanmark, døjer kommuner i hele landet forsat med syge medarbejdere, som fx Silkeborg Kommune, der bad pårørende om hjælp i ældreplejen og ligefrem opfordrede til at tage beboer på bosteder hjem hvis muligt. Andre steder forsøger kommuner at holde på medarbejderne med betaling. Københavns Kommune bebudede lønløft til sundhedspersonalet, og Egedal vil som den første kommune give alle pædagoger små 500 kr. ekstra. Og endelig så skar en stribe kommuner generet i hjælpen til pleje og omsorg, hvilket har fået Ældre Sagen til at indklage dem for Ankestyrelsen, fordi de ikke lavede den lovpligtige indviduelle vurdering.
Alvorligt lovbrud var der i den grad tale om, da ni mænd i 2020 satte såkaldte keyloggere på computere i 25 af landets biblioteker, aflurede brugeres NemId og svindlede millioner fra 174 borgere landet over. Denne uge fald dommen for databedrageri, og de tiltalte blev idømt straffe på mellem ni og tre års fængsel.
Heldigvis er biblioteker mest trygge og rare steder at være, og nogle af fremtidens engagerede boglånere har i Odense selv prøvet kræfter med forfattergerningen. Skrive kan børn fra 0.-2. klasse nemlig godt, selvom retskrivningen ikke er helt på plads, så hundredevis af bøger skrevet med skæve bogstavsammensætninger er foreløbig på en online-platform og kommer til foråret ud i fysisk format på bibliotekerne i Odense - og hver eneste barneskriftsætning er "oversat" til voksenskrift, så alle kan læse med.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.