Det uskønne mix af politik og jura

Politik og jura har det til fælles, at der i begge tilfælde ikke er tale om eksakt videnskab. Noget kan være rigtigt for den ene og ikke for den anden, eller noget kan have ét udfald på et givet tidspunkt og et andet udfald på et andet, alt sammen uden at man endegyldigt kan sige, at det ene eller andet er sandt eller falsk.

Alligevel, eller måske netop derfor, er politik og jura et dårligt mix. Man bedes venligst bemærke, at der her er tale om en principiel overvejelse, ikke en konkret stillingtagen til hverken berettigelsen eller substansen af de aktuelt pågående mix i form af Instrukskommission, Granskningskommission og Rigsret.

Den principielle overvejelse er ikke hverken enestående eller ny, tværtimod har den i århundreder ligget til grund for den tredeling af magten, som er forudsætningen for en retsstat. Den danske version er ganske vist en smule grumset, idet regeringen har en aktie både i den lovgivende og den udøvende, men den dømmende står i det mindste rent. Næsten.

Undtagelsen er Rigsretten, som er et sammensurium af alle tre magtgrene. Alene af den grund et instrument man skal være tilbageholdende med at benytte, og det er man da også, hvilket illustreres af, at de nulevende, der oplevede Tamilsagen, er de eneste siden parlamentarismens indførelse, der kommer til at opleve to af slagsen.

Grundprincippet er naturligvis, at politiske handlinger skal bedømmes politisk. Hvad er der flertal for, og ikke alene det: Hvad er der flertal for på et givet tidspunkt. Det må man slå sig til tåls med, med den mulighed at et andet flertal senere kan beslutte noget andet. Men ikke ved at forfølge tidligere trufne politiske beslutninger juridisk, hver gang et flertal skifter.

Et illustrativt eksempel fra den kommunale verden er den retssag, som en stribe kommuner frem til sidste år besluttede at anlægge mod staten, efter at der blev ændret i beregningsforudsætningerne for bloktilskud. Af de utilfredse kommuner kaldet en regnefejl, hvilket det pr. definition ikke var, men et udtryk velegnet til at skabe sympati for sagen.

Nu blev det aldrig til en faktisk retssag, hvilket alle skal være glade for, for hvad skete? Det blev løst politisk i forbindelse med udligningsreformen. En stor fordel. I politik kan man gøre, hvad man vil (= hvad der er flertal for), i jura er man begrænset af regler.

Andre eksempler er den skæbne, der blev ministre som Lars Barfoed, Morten Bødskov, Eva Kjer Hansen og Mogens Jensen til del: De blev væltet af de partier, der ellers var deres henholdsvise regeringers parlamentariske grundlag, og man kunne såmænd godt medtage Esben Lunde Larsen, der ganske vist ikke blev væltet, men af sin regeringschef fjernet fra fiskeriområdet, hvor han var under beskydning. I alle tilfælde politiske løsninger på politiske problemer.

I sagen Inger Støjberg, der nu er opgraderet til en rigsretssag, skete der ikke noget af dette. Skønt der blev administreret ulovligt og i særdeleshed kommunikeret meget klart, at det blev der, var der hverken et parlamentarisk grundlag eller en regeringschef, der sagde fra.

At Dansk Folkeparti nu her efterfølgende mener, at en næse havde været nok, lider under den afgørende svaghed, at partiet end ikke antydningsvis var klar til nogen kritik, dengang det kunne have gjort en forskel. Tilsvarende med Lars Løkke Rasmussen, som først nu og til lejligheden mener, at han var for eftergivende dengang. En gratis eftertanke.

Når valget derfor står mellem enten en skuldertrækkende konstatering af, at øjeblikket er forpasset uden en politisk løsning, eller også at tage konsekvensen af den kommissionsundersøgelse, der blev nedsat, efter at flertallet var skiftet, så er det uskønne mix af politik og jura trods alt det mindste onde. Uanset mulig præcedensskabelse for, hvad der måtte komme ud af den anden igangværende kommission. For det første er det indtil videre stadig en åben mulighed, at Granskningskommissionen ikke peger i retning af endnu en rigsretssag, og for det andet er det en lige så åben mulighed, at hvis den alligevel gør, så vil det også i det tilfælde være det mindste onde.

Idet den politiske løsning i givet fald vil være fremadrettet, nemlig at støttepartier holder op med at støtte for enhver pris.