dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Det offentlige underskud var på næsten 19 mia. kr. i 2016

Sidste år var det offentlige underskud på 18,6 mia. kr. - 8,6 mia. kr. lavere end i 2015. Finansminister Kristian Jensen (V) vurderer dog, at der vil gå mange år, før underskuddet er vendt til et overskud
28. MAR 2017 6.29

Det offentlige havde i 2016 et underskud på 18,6 mia. kr. Det er 8,6 mia. kr. lavere end underskuddet i 2015, viser tal fra Danmarks Statistik. Finansminister Kristian Jensen (V) glæder sig over, at det går den rigtige vej med gældsætningen. Han spår dog, at der vil gå over 40 år, før underskuddet er vendt til et overskud.

- Vi kan ikke regne med, at det bliver ved med at være så billigt at låne penge. Vi kan se i USA, at renten er på vej op. Og de penge, vi låner nu, skal jo afdrages senere hen. Så får vi ikke nedbragt gælden alt, hvad vi kan, nu, så sender vi regningen videre til de næste generationer.

- Det kortsigtede mål er, at vi skal have overskud og nedbringe gælden. For når vi kigger længere frem, så vil vi blive udfordret af, at der bliver flere ældre og færre på arbejdsmarkedet. Derfor siger beregningerne, at vi vil få en næsten 40 år lang periode med underskud i Danmark fra 2025 og frem. Så det er vigtigt at have penge på kistebunden og så lav en gæld som muligt nu, siger Kristian Jensen.

Store årlige svingninger
I 2012 var underskuddet langt større end andre år. Det skyldes, at efterlønnen i 2011 blev forringet af VK-regeringen, De Radikale og Dansk Folkeparti. Derfor kunne danskerne året efter få udbetalt efterlønsbidrag, hvilket kostede statskassen 28 mia. kr.

Derimod fossede milliarderne ind i statskassen fra 2013 til 2015. S-R-SF-regeringen finansierede sin skattereform ved at give skatterabat til danskere med kapitalpension. De kunne slippe med 37,3 pct. i skat af deres kapitalpension i stedet for 40 pct. De skulle bare slå hurtigt til. Det var der mange danskere, der gjorde.

Derfor tjente statskassen 33 mia. kr. i 2013, 62 mia. kr. i 2014 og 25 mia. kr. i 2015. Kapitalpensioner skæppede med 120 mia. kr. i statskassen. Hvis man ser bort fra disse særlige virkninger, så svandt det offentlige underskud med 33,6 mia. kr. sidste år i forhold til 2015.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/det-offentlige-underskud-var-pa-naesten-19-mia-kr-i-2016

GDPR