Det er fornylig blevet hævdet, at S og SF ikke har begået løftebrud i forhold til Fair Løsning, fordi mange af enkeltforslagene fra valgprogrammet faktisk er blevet gennemført.
Dette dementi bygger dog på en sammenstilling af æbler og pærer, hvor for eksempel værdipolitiske enkeltforslag vægtes lige med tunge økonomiske programpunkter.
Hermed tages det ikke i betragtning, at det er de økonomiske hovedelementer og de tunge økonomiske forslag i Fair Løsning, som S og SF - for at få del i regeringsmagten - opgav i regeringsgrundlaget.
Skatteforhøjelser for 30-40 milliarder kroner i Fair Løsning skrumpede på finansloven for 2012 til fem-seks milliarder, og et beskæftigelsesløft på 60-70.000 personer i Fair Løsning reduceres til en kickstart i 2012 og 2013 med 'kun' 18.000 flere job.
Og så er der velfærden: I Fair Løsning 2020 opstillede S og SF et mål om årlige, gennemsnitlige løft for kommunerne på omkring to milliarder kroner svarende til en realvækst på 0,9 pct. i snit.
Men den nyligt indgåede kommuneaftale for 2013 peger i en helt anden retning.
Minusvækst
Det må anerkendes, at der er enkelte positive elementer i aftalen, navnlig at kommunerne på anlægsområdet får lov til at investere 2,5 mia. kr. mere til klimasikring af kloakker, finansieret ved stigende takster, samt at der gives flere midler til daginstitutioner og forebyggelse.
Men hovedbilledet handler om uændret fortsættelse af VK's stramme økonomiske styring af kommunerne.
Kommuner tilføres i forhold til rammen godt nok 0,8 mia. kr., men samtidig nedsættes rammen med 2,5 mia. kr. i forhold til forrige år - det vil sige en nettoforringelse på 1,7 mia. kr.
I forhold til den fastsatte ramme er der hermed kun tale om en vækst på 0,35 pct. Men inklusiv rammeforringelse er der direkte tale om et fald på -0,7 pct.
S-R-SF dekreterer således ikke blot nulvækst, men minusvækst.
Sparekniven frem igen
Men flere ældre, stigende sociale behov og stigende velstand kræver en årlig realvækst i kommunernes udgifter på i snit op til 1,3 pct., svarende til omkring tre mia. kr. årligt for at bevare standarden i den kommunale velfærd i forhold til flere ældre, stigende behov og stigende velstand.
Da kommunerne ikke tilføres disse ressourcer, tvinges de til at frigøre ressourcer hertil gennem besparelser enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole.
På trods af valgoplæggets mål om et betydeligt løft for velfærden står menuen hermed på fortsatte besparelser og personalereduktioner i kernevelfærden i kommunerne i 2013.
Men store besparelser kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen.
Tvinges til reserver
Forudsættes det, at en forholdsmæssig del af besparelsen i kommunerne fordeles på løn, kan der i 2013 blive tale om samlet årlig lønbesparelse i 2011 til 2013 på flere milliarder kroner om året, og dermed nedlæggelse af adskillige tusinde nye kommunale stillinger.
Nulvæksten har allerede betydet nedlæggelse af op til 30.000 kommunale stillinger. Alt i alt indebærer denne økonomi-'aftale' en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum.
En tendens, som S-R-SF-regeringen tilmed forstærker yderligere gennem budgetloven, hvor kommunerne vil blive tvunget til at opbygge store reserver til uforudsete udgifter på bekostning af drift og service.
Og hvori der gennemføres yderligere stramninger af det straffesystem, som VKO indførte for overskridelser af de dikterede økonomiske rammer for kommunerne.
Vi ser ikke alene S-R-SF fortsætte VK's borgerlige, stramme økonomiske politik over for det offentlige med forringelse af velfærden, men også en fortsættelse af den langsomme nedsmeltning af det kommunale selvstyre, som påbegyndtes under den tidlige regering.
Spareiver straffes
Minusvæksten i 2013 er i høj grad et spark bagi til kommunerne til gengæld for 'god sparevilje'.
Regeringen har nemlig kunnet begrunde sænkningen af driftsrammen for 2013 med 2,5 mia. kr. i forhold til aftalen for 2012 med, at kommunerne selv med deres budgetter for 2012 har lagt sig disse 2,5 milliarder under rammen for 2012.
Og den har ydermere kunnet henvise til, at kommunerne i 2011 brugte 5,7 milliarder - svarende til 2,5 pct. - mindre end budgetteret på de kommunale kerneopgaver, serviceområdet.
KL havde forud for årets forhandlinger med regeringen godt nok krævet uændret ramme for 2013, men det er naturligvis svært at argumentere for penge i 2013, som man ikke har brugt de to foregående år. Kommunerne har således givet regeringen en håndsrækning - og fået taget hele armen.
Skubber pukkel
Ikke desto mindre risikerer spareiveren at svie kommunerne og velfærden dyrt i 2013.
De foregående år har besparelserne i betydelig udstrækning haft midlertidig karakter og handlet om udskydelse af udgifter nok så meget som varig nedbringelse af udgiftsniveauet.
Mange steder har der været kursusstop, ansættelsesstop, anlægsstop, stop for også indkøb af materialer og inventar med mere, ja nogle steder totalstop.
Men kommunerne kan naturligvis ikke fortsætte med at udskyde udgifter, man skubber blot en pukkel foran sig, som før eller siden skal betales - med egentlige besparelser på kernevelfærden. Det kan meget let blive i 2013.
Især kommuner, som efter hestekuren i 2011 nu i 2012 har brugt op til rammen, risikerer voldsomme besparelser igen i 2013, fordi rammen som anført reduceres.
På sigt risikerer man en negativ spiral i kommunernes økonom på grund af det nye stramme sanktionssystem.
Måles to gange
Kommunerne måles hermed to gange: Først bliver de målt på, om budgettet overholder aftalerammen, og derefter på, om regnskabet holder sig inden for deres budget.
Samtidig er der indført individuelle sanktioner. Disse skrappe sanktioner tvinger kommunerne til ikke at udnytte rammerne fuldt ud for ikke at blive ramt af sanktionerne undervejs. Dette medfører en negativ spiralbevægelse nedad:
Først lægges budgettet lidt under aftalen for at undgå den første sanktion, og dernæst holdes regnskaberne igen lidt under budgettet for at undgå næste sanktion.
Samlet bliver resultatet en betydelig underskridelse af rammen, som så af regeringen igen til næste år kan benyttes som begrundelse for at nedsætte næste års ramme, som kommunerne så igen af sanktionerne tvinges til at holde sig under - og så videre!
KL svigter sit ansvar over for borgerne
Med økonomiaftalen for 2013 har regeringen overtaget VK's stramme økonomiske politik over for det offentlige forbrug og velfærden.
Ja S-R-SF's første, egen kommuneaftale er gennem rammereduktionen på 2,5 mia. kr. på sin vis strammere end VK's aftaler siden 2011.
Og S-R-SF fortsætter med budgetloven og kommuneaftalen også VK's politik: mere og mere at indskrænke kommunernes økonomiske råderum.
I betragtning af, at aftalen på sin vis er dårligere for kommunerne end de tidligere, har der imidlertid været stille om den, for eksempel fra KL's side.
Stram aftale
KL's nye formand, borgmester Erik Nielsen fra Rødovre, bemærkede lakonisk, at 'aftalen var stram, men at KL stod bag den'.
Dette er formentlig blandt andet udtryk for, at S og SF har flertal i KL's bestyrelse, og at de ikke ønsker at genere partifællerne i regeringen unødigt. Og at KL er en frivillig organisation, hvor hensynet til konsensus med den anden borgerlige halvdel af organisationen naturligvis også kræver sit.
Alligevel må den næsten totale accept af og stilhed om aftalen undre.
Er beskæring af velfærd og medarbejderstab nærmest blevet en vane for kommuner, borgere og organisationer efter de seneste års voldsomme besparelser og personalereduktioner?
KL er selvfølgelig en del af det offentlige apparat, men KL er også borgernes og lokalområdernes repræsentant overfor centralmagten og bør i den egenskab stå vagt om borgernes service og det lokale demokrati.
KL har næppe haft noget alternativ til at tiltræde regeringens 'aftale', men har til gengæld ikke løftet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for den fortsatte nedskæring af velfærden og indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens politik og kommuneaftalen for 2013 i realiteten indebærer.
Økonom Henrik Herløv Lund
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
