Af Knud Abildtrup
AALBORG: Der var i flere omgange applaus til økonom og tidligere vismand Nina Smith fra Aarhus Universitet, da hun under KL-topmødets afslutningsdebat satte ord på den - blandt kommunalpolitikerne i salen - ganske velkendte politiske udfordring: At kløften mellem borgernes forventninger til, hvad man kan forvente af velfærd, og det, samfundet er i stand til at yde, vil øges mere og mere:
- Det er svært, det er en pine, for selvfølgelig har vi en forståelig forventning om, at vi også om ti år kan præstere tidssvarende skoler og plejehjem, som ikke ligner noget fra efterkrigstiden. Det handler om et decideret paradigmeskifte, og vi skal kunne tackle det - på tværs af Folketing og kommuner - at opdrage den velbjærgede middelklasse til at udvise mådehold, når det gælder ydelser fra det offentlige.
For hende handlede det ganske enkelt om på baggrund af den velkendte demografiske fremtidsudsigt med flere ældre og færre på arbejdsmarkedet at kunne udvise solidaritet med de svageste - og af den grund komme væk fra rettighedstænkningen.
Fra den jyske, kommunale virkelighed kunne Herning-borgmester Lars Krarup (V) bidrage med, at krisebevidstheden blandt borgerne i Herning stort set er til stede:
- Vi ser ikke længere fanerne på Torvet, når vi må lukke en skole eller forringe ældres mulighed for bad. Problemet er først, når socialordførere på Christiansborg skal have deres 20 sekunders udtalelser i medierne og så beklager, hvad vi gør.
Psykologisk mekanisme
Formanden for socialrådgiverne, Bettina Post, var ikke blandt dem, der taler om forventningskløften, men fra sin position advarede hun derimod om en troværdighedskløft eller tillidskløft og mindede om at bevare en høj faglighed blandt socialrådgiverne og retssikkerheden for borgerne.
- Den er sivet ind, at der ikke er penge til det samme som tidligere. Vi ved godt, der ikke er råd til guldrandede løsninger. Men det reelle problem er, hvis folk ikke længere kan regne med at få en relevant løsning på deres problem, eller at de - fordi det er stramme tider - ikke længere får den behandling i systemet, de har krav på. Og det er det, der kan blive en bombe under velfærden.
Samtidig advarede hun mod den psykologiske mekanisme, hun mente kan opstå, at hvis folk tudes ørerne fulde om, at der slet ikke er råd til noget som helst, først for alvor vil kræve ind: 'Når jeg endelig skal ha' noget fra det offentlige, så skal jeg virkelig ha' noget.'
Foto: http://www.flickr.com/photos/normalityrelief/with/3498102225/
