
Af Bjarne Pedersen, kommunaldirektør i Helsingør og formand for Kommunaldirektørforeningen
Direktionen i Helsingør Kommune har med opbakning fra centercheferne truffet en fælles beslutning på hele administrationens vegne omkring organiseringen af pauser.
Det har vi gjort, fordi vi mener, at vi som én kommune har brug for fælles retningslinjer, der gælder på tværs af centrene. Men også fordi vi synes, at den organiserede, formelle pauseform, der i nogle centre er meget fremtrædende, er uhensigtsmæssig på en moderne og serviceorienteret arbejdsplads. Vi har bestemt ikke til hensigt at tage pauser fra folk.
Og det gør vi heller ikke. En pause efter behov er selvfølgelig helt okay, ligesom der skal være plads til at fejre sin fødselsdag med morgenbrød. Fødselsdagen skal blot fejres efter aftale med lederen på det enkelte arbejdssted.
Det er den formelle pause på et kvarter om formiddagen og om eftermiddagen, som vi ønsker at gøre op med. Når alle medarbejdere i et område forlader deres arbejdsopgaver på samme tid - og flere gange dagligt - går det ud over effektiviteten og servicen over for borgerne. Det ønsker vi ikke.
Plads til kaffe
I direktionen er vi meget enige i, at gode faglige snakke og idéudvekslinger ofte starter over en kop kaffe. Og den kop kaffe er der selvfølgelig stadig plads til. Kritikken flere steder fra går på, at vi ikke viser tillid til medarbejderne.
Men det synes vi jo netop, at vi gør. De nye retningslinjer lægger i højere grad op til en fleksibel og uformel pausekultur, hvor man tager en kop kaffe og en snak, når man har brug for det.
Det er trist, at beslutningen ikke bliver bakket op i H-MED (medarbejdernes hovedsamarbejdsudvalg), men som ledelse sætter man nu engang rammerne for medarbejdernes arbejde. Vi er sikre på, at langt de fleste medarbejdere bliver glade for den mere fleksible pausekultur.
Af Bjarne Pedersen, kommunaldirektør i Helsingør og formand for Kommunaldirektørforeningen
Foto: http://www.flickr.com/photos/evicius/with/3050678830/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.