Datter følger far som S-spids i Egedal
Ib Sørensen har været S-spids ved de seneste tre valg i Egedal og kan nu overlade den plads til sin datter, udvalgsformand Vicky Holst-Rasmussen.
Foto: Socialdemokratiet Egedal

KV21:
Datter følger far som S-spids i Egedal

Det nyeste navnestof op til KV21 rummer også et fejlslagent valg hos Venstre i Gribskov og en K-spids i Solrød, der er blevet træt af niveauet i debatten og stopper.
19. MAJ 2020 7.00
TEMA: KV21

Familiebånd internt i byråd og partigrupper er langt fra et særsyn, men det er dog ikke helt almindeligt, at en datter følger sin far som spidskandidat. 

Det er, hvad der nu sker i Egedal, hvor formand for social- og sundhedsudvalget Vicky Holst-Rasmussen (S) ifølge Lokalavisen Egedal vandt en urafstemning om at blive spids til KV21. Hendes far Ib Sørensen er længst siddende byrådsmedlem og nu ikke længere spids for S.

På grund af corona havde partiforeningen sendt skriftlige præsentationer og præsentationsvideoer af de to kandidater til medlemmerne og holdt et online opstillingsmøde med 37 deltagere.

Vicky Holst-Rasmussen fik 54,5 pct. og Henriette Thirup-Bielefeldt fik 45,5 pct. Begge er i dag i byrådet, valgt ved KV17 som henholdsvis nummer 5 og 15.

Vicky Holst-Rasmussens far, Ib Sørensen, der nu er afløst som spids, blev første gang valgt til Stenløse Byråd ved KV97 og har ved de seneste tre valg været spids for S-gruppen, der er gået fra fire mandater ved KV09 til fem ved KV13 og seks ved KV17 - største parti, efter at V ekskluderede Ulrik John Nielsen og gik fra seks til fem.

Borgmester er i dag Karsten Søndergaard (V), der ved KV17 fik 2.132 personlige stemmer, mens Rikke Mortensen (R) fik 1.473.  Ib Sørensen fik 972, Vicky Holst Rasmussen 637, og Charlotte Haagendrup (K) 610.

I Gribskov skal Venstre ud i omvalg til posten som spids, oplyser Frederiksborg Amts Avis. Det skyldes, hvad bestyrelsen kalder en teknisk registreringsfejl.

Partiet havde ellers valgt Bent Hansen til at afløse tidligere borgmester Kim Valentin. Bent Hansen havde i et slags udskilningsløb vundet over Peter Agerbo, Natasha Stenbo Enetoft og Michael Bruun i sidste afstemningsrunde over byrådsfællen Enetoft.

Nu er der dukket en uoverensstemmelse mellem det udleverede antal stemmesedler og fremmødte stemmeberettigede medlemmer op, oplyser lokalformand Christina Lund. Så derfor nyt opstillingsmøde, så snart corona tillader det.

I Solrød har der under coronaen været to lokalpolitiske nyheder med betydning for KV21. Ifølge Sydkysten trækker Hans Odder sig som spids for De Konservative og genopstiller ikke ved KV21.

Odder har ifølge avisen hverken overskud eller lyst til at sige pyt, når han fremfører fakta, og det i debatter, i trykte medier og i en række Facebook-grupper bliver udlagt som om, han er fuld af løgn.

- Generelt synes jeg, at niveauet i debatterne er sunket dybt de seneste år. Jeg bliver fortvivlende træt af alle de påstande og løgne, der bliver drevet frem for at drage motiv og moral i tvivl, når der bliver taget initiativer og udvikles i kommunen. Det vil jeg ikke bruge min tid på, siger Hans Odder.

Hans Odder har siddet i byrådet i 11 år. Siden KV17, hvor han fik tredjeflest personlige stemmer, som eneste fra K i det 19 mand store byråd. Borgmester Niels Hörup (V) fik de fleste personlige stemmer med 2.223 foran Claus Redder Madsen (S) med 571, Hans Odder med 310, Brian Mørch (DF) med 310 og Emil Blücher (LA) med 285.

I Solrød kan Dagbladet fortælle om en ny lokalliste med navnet VoresSolrød. Ingen af de tre initiativtagere sidder i dag i byrådet.

 

Læsere, der kender til flere gennemførte udpegninger af nye borgmesterkandidater eller tilsvarende nyheder fra de store oppositionspartier, er velkomne til at give lyd til [email protected]

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt