dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) er meget glad for, at tilliden til de offentlige digitale løsninger bliver ved med at stige.
Digitaliseringsministeriet

Danskerne har høj tillid til offentlige digitale løsninger

Ny undersøgelse viser, at 84 procent af danskere mellem 15 og 89 år har tillid til de offentlige digitale løsninger.
25. NOV 2025 14.23

Digitaliseringsstyrelsen har i samarbejde med Danmarks Statistik og Ældre Sagen lavet en undersøgelse af befolkningens tillid til og oplevelser med de offentlige digitale løsninger, heriblandt MitID, Digital Post og borger.dk.

Hele 84 procent af befolkningen i aldergruppen 15 til 89 år er meget enige eller enige i, at de har tillid til løsningerne – og det er den højest målte tillid, siden målingerne blev indført i 2021.

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) er meget glad for, at tilliden til de offentlige digitale løsninger bliver ved med at stige. Hun kalder det en tillid, som "vi ikke må tage for givet".

- Tilliden er også fundamentet for, at vi i de kommende år kan tage ny teknologi som fx kunstig intelligens i brug på en ansvarlig måde og udvikle en mere effektiv offentlig sektor. Derfor skal vi hele tiden have fokus på at styrke og fastholde borgernes tillid, når vi udvikler nye digitale løsninger, siger hun.

Undersøgelsen viser, at 87 procent af de borgere, der bruger de offentlige digitale løsninger, har positive oplevelser med dem. Desuden angiver 80 procent, at de foretrækker at anvende de digitale løsninger, når de skal i kontakt med det offentlige.

Det er et mindretal, som giver udtryk for, at de ikke har tillid til de digitale offentlige løsninger – nemlig kun fire procent.

Større tryghed blandt ældre

Ser man blot på Digital Post, er det samlede tryghedsniveau i kontakten med det offentlige steget fra 77 procent i 2017 til 89 procent i 2025.

Særligt blandt de ældre ses en markant udvikling. Trygheden blandt 75-89-årige er steget fra 43 procent i 2017 til 75 procent i 2025.

Samtidig udtrykker 72 procent af de 75-89-årige, at de enten er meget enige eller enige i, at de har tillid til de offentlige digitale løsninger. Det er en stigning på 7 procentpoint sammenlignet med 2021 – og det højest målte nogensinde.

- Det er et meget positivt resultat og viser tydeligt, at vi er på rette vej. Men vi er ikke i mål. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter arbejdet med at gøre de digitale løsninger så brugervenlige som muligt. Jeg vil fortsat sigte efter, at flest mulige borgere i Danmark føler sig trygge ved de offentlige digitale løsninger, siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

Læs hele undersøgelsen her.

Om undersøgelsen
  • Analysen er baseret på data fra undersøgelsen ”It-anvendelse i befolkningen”, der gennemføres hvert år af Danmarks Statistik i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen og Ældre Sagen.
  • Undersøgelsen stiller danske borgere en række spørgsmål om deres it-vaner, herunder deres tillid til offentlige digitale løsninger, tryghed ved at anvende løsningerne samt den generelle oplevelse af den digitale offentlige sektor.
  • I 2025 deltog 4.015 respondenter i undersøgelsen. Respondenterne udgør et repræsentativt udsnit af den danske befolkning mellem 15 og 89 år.

Kilde: Digitaliseringsministeriet

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/danskerne-har-hoej-tillid-til-offentlige-digitale-loesninger

GDPR