Regeringen ser muligt fald i bnp - bruttonationalproduktet - i 2020 på mellem tre og seks pct. som konsekvens af coronavirus. Også ledigheden vil stige, oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse. Beregningerne er dog forbundet med usikkerhed.
Ledigheden kan stige fra 105.000 personer sidste år til mellem 130.000 og 150.000 i år, alt efter hvilket scenarie der udspiller sig.
De økonomiske udsigter er på baggrund af forskellige scenarier for det videre forløb.
I de tre scenarier er der forventning om, at udviklingen vender hurtigt i den rigtige retning igen. Det ventes således, at bruttonationalproduktet stiger igen i 2021 i alle scenarier.
Sorteste kapital i økonomisk historie
Finansminister Nicolai Wammen (S) siger på et pressemøde, at 'hverdagen er sat på standby, og det samme er meget af den økonomiske aktivitet'. Han understreger, at coronakrisen har 'voldsomme økonomiske konsekvenser'.
- Andet kvartal i 2020 står til at blive et af de sorteste kapitler i dansk økonomisk historie, siger Nicolai Wammen (S) på pressemødet.
Der er imidlertid meget stor usikkerhed forbundet med beregningerne i de analyser, der lige nu foretages af Danmarks økonomi, påpeger finansministeren.
- Derfor er det vigtigt at sige, at det, der fremlægges i dag, ikke er en prognose, men bud på mulige scenarier, siger Nicolai Wammen.
Den offentlige saldo vil også blive svækket markant. Den ender ifølge scenarierne på et underskud mellem fem og syv pct. af bnp i år.
Se alle scenarierne hos Finansministeriet.
Ritzau