- Jeg vil lære at cykle for at kunne cykle til arbejde.
- Jeg vil lære at cykle, fordi det er sundt, og fordi jeg sparer penge til busbilletter.
Sådan lød nogle af forklaringerne, da 12 flygtninge- og indvandrerkvinder forklarede, hvorfor de deltog i Aalborg Kommunes cykelkursus. Kurset foregår på lukkede veje på Færdselsskolen.
I løbet af kurset, der er på otte lektioner á 1½ time, lærer de nye cyklister først at holde balancen på en cykel.
- Når først balancen er der, så gælder det bare om at fortsætte træningen, fortæller Helene Holm, Jane Broen Jensen og Bewag Ahmad, projektmedarbejdere i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningens projekt Det Jobforberedende Hus for Flygtninge.
Rollemodeller i by-billedet
Ud over balancekunst, så handler cykling også om at kende færdselsreglerne. Derfor samarbejder Aalborg Kommune med Aalborg Politi om opgaven:
Vicepolitikommissær ved Aalborg Politi, sektionen for Forebyggelse, Bjarne Mæng Pedersen har efter en særlig aftale været underviser på kurset:
- Dette er et rigtigt godt initiativ, som jeg tror, vil få stor betydning for integrationen. Disse kvinder vil være rollemodeller for deres døtre og andre unge piger i deres boligområde. Vi ser jo ellers ofte, at det kun er drenge, der får lov til at lære at cykle. Men cykelkurset kan måske medvirke til at mange indvandrerpiger nu også får lært at cykle, vurderer Bjarne Mæng Pedersen.
Cykling og selvtillid
- Selvtilliden blandt vores kursister vokser, når de oplever, at de faktisk hurtigt kan lære at cykle. Derudover giver selvtilliden masser af energi og mod til at lære nyt - også på andre områder i livet, forklarer Helene Holm.
Ud over selvtillid kan cykelkurset også blive nøglen til et nyt job for de cyklende nydanskere. I mange jobs skal medarbejderne nemlig møde tidligere end busserne kører. Derfor skal medarbejderne enten have kørekort eller kunne cykle. Det gælder for eksempel mange rengøringsjobs, erfarer de kursister, som deltager i kurset.
Mange af kursisterne glæder sig ifølge Helene Holm også til at cykle, fordi de gerne vil leve sundere, blive slankere og opnå en større frihed til hurtigere at komme rundt i deres lokalområde.
I løbet af sommeren 2008 rullede 12 færdiguddannede nye cyklister ud på veje og stier for at øve sig i trafikken i det virkelige liv. Næste cykelkursus finder sted her i efteråret. Aalborg Kommune vil forsøge at skaffe flere voksencykler til undervisningen. Arrangørerne er ikke i tvivl: Cykelkurserne er en succes, der styrker flygtninge- og indvandrer-kvinders integration.
Foto: Hanan kommer fra Libanon og bor nu i Aalborg Centrum. Hun har efter 13 år i Danmark for første gang sat sig op på en cykel: - Jeg er da væltet nogle gange, men jeg har ikke slået mig, fortæller Hanan
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.