
Der er ofte store besparelser at hente, når den offentlige sektor samler sine indkøb. I langt de fleste tilfælde vil centraliseringen ikke påvirke konkurrencen på det pågældende marked. Det fremgår af rapporten "Effektivt offentligt indkøb", som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør i dag.
Hvis den offentlige indkøber er en stor spiller på markedet, kan det offentlige indkøb dog få konsekvenser for konkurrencen. Det er derfor vigtigt, at de offentlige indkøbere på forhånd analyserer de konkurrencemæssige konsekvenser af deres indkøb og tilrettelægger indkøbspolitikken herefter.
Hvis analysen viser, at små og mellemstore virksomheder er vigtige for konkurrencen eller den offentlige indkøber, så bør indkøbspolitikken tage hensyn til de små og mellemstore virksomheder. For eksempel ved at bryde et større udbud op i flere underudbud.
Omvendt kan der være situationer, hvor offentlige indkøbere opnår væsentlige besparelser ved at gå sammen om et stort fælles udbud, uden at det svækker konkurrencen. Et stort udbud kan tiltrække internationale leverandører og muliggøre, at stordriftsfordele hos leverandører udnyttes.
I 2008 købte offentlige institutioner ind for 270 milliarder kroner svarende til 16 procent af det danske bruttonationalprodukt.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Christian Ølgaard siger:
- De offentlige indkøbere skal være opmærksomme på, at deres indkøb ikke skader konkurrencen. Dårligere konkurrence vil betyde, at såvel offentlige indkøbere som andre købere vil opleve højere priser og et mindre udbud på sigt. Hvis indkøberne analyserer markedets konkurrenceforhold på forhånd, er det muligt at centralisere indkøbene uden at skade konkurrencen.
- Rapporten er et godt grundlag til at udforme en offentlig indkøbspolitik, der både giver mere kvalitet for pengene og fastholder konkurrencen på de enkelte markeder til gavn for forbrugerne og samfundet som helhed, siger Christian Ølgaard.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.