
Fire kommuner ligger mellem 900 og 1100 kr. og dermed på kanten af tommelfingerregelen på 1000 kr. pr. kuvert, fire ligger over, og tre ligger under. Det viser en stribe aktindsigter som dknyt har fået til en undersøgelse af 15 udvalgte kommuners afslutningsfester for afgående byråd.
Fire af de 15 kommuner holdt slet ikke en fest for det afgående byråd. Det drejer sig om ø-kommunerne Læsø, Samsø og Ærø og så København, der i stedet inviterede de afgåede medlemmer til den efterfølgende nytårskur. Her deltog 274 gæster, og den samlede regning lød på 179.091 kr. svarende til 654 kr. pr. kuvert. De ll andre af de 15 fordelte sig som beskrevet.
Tommelfingerregelen på 1000 kr. pr. kuvert, hver gang lokalpolitikere mødes og spiser og drikker for borgernes skattekroner, blev i 2009 fastlagt af Landsretten som følge af sagerne med tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte (V) som hovedperson.
Store kommuner - store fester
I de større kommuner lader det til at være en tendens, at man kun går op i tommelfingerregelen, hvis man kan finde ud af at rette sig efter den.
Selvom stadsdirektør i Odense Stefan Birkebjerg i december i et TV 2-interview beklagede, at Odense i 2013 havde fejret det afgående byråd med en fest for 55 politikere og direktører til 129.000 kr. - svarende til en kuvertpris på 2359 kr. - forsvarede han det samtidig med, at 'det skal markeres, når der er afgang af et byråd.'
Og selvom Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) regner med at droppe byrådsfesten efter kommunalvalget i 2017, finder han det ikke problematisk, at kommunen senest brugte over 50 pct. mere end det tilladte - 1.518 kr. pr. kuvert for 80 gæster - da han mener, at der her var tale om et 'særligt arrangement.'
Omvendt havde borgmester i Aalborg Thomas Kastrup-Larsen (S) ingen kvaler ved at invitere 146 gæster, hvilket var næsten dobbelt så mange som den næste på listen. For festen endte med at koste 140.768 kr., og dermed holdt kommunen sig indenfor rammen.
Så meget brugte de 15 adspurgte kommuner på afslutningsfester for afgående byråd/kommunalbestyrelser:
- Aalborg: 140.768 kr. - 146 gæster - 964 kr. pr. kuvert
- Aarhus: 121.450 kr. - 80 gæster - 1518 kr. pr. kuvert
- Esbjerg: 67.572 kr. - 51 gæster - 1227 kr. pr. kuvert
- Fanø: 16.967 kr. - 16 gæster - 1060 kr. pr. kuvert
- Gentofte: 32.787 kr. - 29 gæster - 1131 kr. pr. kuvert
- Herning: 14.232 kr. - 39 gæster - 365 kr. pr. kuvert
- Horsens: 25.007 kr. - 48 gæster - 520 kr. pr. kuvert
- København: Holdt ingen fest*
- Læsø: Holdt ingen fest
- Middelfart: 54.671 kr. - 45 gæster - 1215 kr. pr. kuvert
- Næstved: 52.170 kr. - 55 gæster - 949 kr. pr. kuvert
- Roskilde: 92.500 kr. - 74 gæster - 1250 kr. pr. kuvert
- Samsø: Holdt ingen fest
- Vejle: 19.865 kr. - 54 gæster - 368 kr. pr. kuvert
- Ærø: Holdt ingen fest.
* København inviterede i stedet det afgående byråd med til kommunens efterfølgende nytårskur.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.