

Budgetsæsonen er så småt ved at være ovre, og kun få kommuner mangler at indgå budgetforlig for 2026.
Kigger man på de kommuner, der har indgået forlig, er langt størstedelen brede. Ifølge DK Nyts optælling, som i øjeblikket tæller 93 kommuner, har blot fire kommunalbestyrelser eller byråd indgået en budgetaftale med mindre end to tredjedele af medlemmerne bag sig.
Der er en generel tendens til, at man vælger at indgå brede forlig, og det er der en rigtig god grund til, forklarer Eva Sørensen, som er professor og kommunalforsker på Roskilde Universitet, til DK Nyt.
Et snævert forlig betyder nemlig, at borgmesteren og forligspartierne får en masse bøvl og ballade med oppositionen gennem året, hvilket kan føre til mere utilfredse borgere.
- Politikerne har rigeligt at se til med at holde borgerne i skak, og når man så har en opposition, der hælder benzin på bålet, kan konflikten med borgerne blive meget større, forklarer hun.
Et bredt forlig betyder modsat, at partierne kan stå sammen, når borgerne udfordrer deres lokale politikere – dog med den ene bagside, at flertallet bliver nødt til at give sig lidt mere på nogle områder.
Vil undgå politisering
Med et kommunalvalg rundt om hjørnet er det kun endnu mere naturligt, at flertallet og ikke mindst borgmestrene arbejder for de brede forlig, da oppositionen ellers kan være fristet til at politisere budgetforhandlingerne.
- Nogle partier kan se forhandlingerne som deres chance for rigtig at tage fat og stille nogle krav, som kan være svære for borgmesteren at indfri, siger Eva Sørensen og forklarer, at der samtidig er en stærk bevægelse mod politiseringen.
- Borgmesteren er utrolig interesseret i, at forhandlingerne ikke bliver politiseret for meget, og at der ikke åbnes en flanke for oppositionen.
Op til et valg vil modbevægelsen kun være større.
- Borgmesteren skal have så mange partier som muligt til at lægge hånden på kogepladen på det her budget, så det ikke bliver en del af valgkampen, siger hun.
Det er nemlig enormt let at angribe budgettet og dermed den siddende borgmester, fordi der altid er for få penge til alting, forklarer Eva Sørensen.
- Det gælder altså om at få alle med ind og tage ansvar for budgettet.
Ødelægger samarbejdet
Et bredt budgetforlig, som ikke er påvirket af valgkampen, giver også partierne lidt friere rammer til strategisk at vælge, hvilke enkeltsager og dagsordner, de vil gå til valg på, fortæller Eva Sørensen.
- Tit er det meget specifikke emner eller sager, der er oppe i tiden, som kommunalpolitikere går til valg på, fordi det også er de emner, der er stemmer i, siger hun og fortsætter:
- Det er derfor bedre for politikerne, at de emner er lidt koblet af denne her budgetdiskussion, som mere handler om de brede rammer i kommunen.
Derudover har graden af enighed også betydning for samarbejdet i byrådene.
- Vi ser jo nogle byråd, hvor man rent faktisk har brugt den snævre magtbasis, man har, og hvor det ødelægger byrådets arbejde fuldstændig, fordi man simpelthen ikke kan samarbejde, siger hun.
En langsigtet politik skal helst være funderet i brede forlig, og med de tunge problemer, som kommunerne har ansvaret for at løse, er det problematisk, hvis samarbejdet ikke fungerer.
- Hvis man har et dårligt klima i byrådet, bliver det meget svært at få fokus rykket hen på problemløsning frem for uenigheder, drillerier og chikane, siger Eva Sørensen.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.