

Syv borgmestre fra kommunerne i Business Region MidtVest har skrevet og sendt et brev til Transport- og Skatteministeren samt til Folketingets Transport- og Skatteudvalg med en bekymring om den nye aftale, som regeringen netop har indgået.
Aftalen omhandler en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, som, ifølge borgmestrene, vil have en økonomisk belastning på virksomhederne i Produktionsdanmark uden et realistisk alternativ.
Borgmestrene udtrykker i brevet bekymring over sektorens ultimative overgang til el-drevne lastbiler, hvor teknologien, økonomisk rentabilitet i nyanskaffelser og ladeinfrastrukturen ikke er klar. Afgiften er heller ikke teknologineutral i forhold til fx biogasdrevne lastbiler, skriver borgmestrene bl.a. i brevet.
Vil påvirke konkurrenceevnen
Konsekvenserne af aftalen vil ifølge borgmestrene have negativ indflydelse på erhvervet og tilhørende erhverv i Produktionsdanmark, hvor kørslen foregår over lange afstande, og afgifterne derfor skal betales.
"En kilometerbaseret afgift vil påvirke konkurrenceevnen for virksomheder, særligt i landdistrikterne og dermed muligheden for at drive virksomhed i de tyndere befolkede egne af landet, hvilket igen påvirker bosætningsmulighederne i vores område. Dette harmonerer dårligt med regeringens egen målsætning om et Danmark i balance", skriver de i brevet.
Det hele handler om regeringens netop indgåede aftale om en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler fra 2025. Aftalen betyder, at lastbiler skal betale vejafgift i Danmark fra 2025 afhængigt af, hvor meget CO2, der udledes fra kørslen.
Samtidig bliver det dyrere at køre i miljøzoner som København, Aarhus og Aalborg. Aftalen er justeret i forhold til den tidligere aftale fra sommeren og er indgået mellem regeringen, SF, EL, R og ALT.
Aftalen er et led i Folketingets forpligtelse til at indfri 70 procent af reduktionsmålet i 2030. Den forventes at reducere CO2-udledningen med ca 0,3 mio. ton i 2025 og ca 0,4 mio. ton i 2030.
Hovedelementer i den nye aftale
Vejafgift for lastbiler
- Fra 1. januar 2025 skal lastbiler betale vejafgift efter, hvor langt de kører i Danmark. Afgiften vil være differentieret efter lastbilernes CO2-udledning. Grønne lastbiler vil således betale mindst i afgift. Den gennemsnitlige afgiftssats vil være ca. 1,3 kr. pr. km i 2030.
Effektivisering af vejgodstransporten
- Tiltagene forventes at skabe effektiviseringer af vejgodstransporten i Danmark. Det sker ved at ændre i de nationale regler om vægt og dimensionering af lastbiler i vejgodstransporten. Ændringerne træder ligeledes i kraft 1. januar 2025.
CO2-reduktioner
- Med aftalen opnås reduktioner på 0,3 mio. ton i alt i 2025 og 0,4 mio. ton i 2030. I 2030 opnås ca. 0,3 mio. ton fra vejafgiften og ca. 0,1 mio. ton fra effektivisering af vejgodstransporten.
Erhvervsbelastning
- Den samlede erhvervsbelastning udgør ca. 1,5 mia. kr. i 2030. Vejafgiften indebærer en umiddelbar dansk erhvervsbelastning på 2,5 mia. kr., mens initiativet om effektivisering af vejgodstransporten indebærer en erhvervsøkonomisk gevinst på ca. 1 mia. kr.
Kilde: Skatteministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.