dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Afslutningsdebat i Folketingssalen 2011. Det Radikale Venstres Margrethe Vestager tager billeder med sin iPhone til sin Facebook profil.
Jens Dresling, Polfoto.

Borgmester forbød Facebook-foto i byrådssal

Byrådsmedlem i Sønderborg ville tage et billede fra byrådsmødet til sin Facebook-side. Borgmesteren sagde nej

SØNDERBORG: Daniel Staugaard (V) er byrådsmedlem i Sønderborg, og han er som 33-årig på sociale medier som menneske og politiker – især på Facebook, fordi han gerne vil i nærkontakt med vælgere og borgere.

Men han har fået afslag på at tage fotos til sin Facebook-side under byrådsmøderne. Det er borgmesteren, der har givet afslaget, og han henholder sig til et 45 år gammelt juridisk internt notat samt forretningsorden.

Byrådsmedlemmerne modtog i december 2016 et notat, hvor der står, at foto-forbuddet er begrundet i en beslutning fra den daværende Sundeved Kommune i 1972. Da blev pressen nægtet adgang til at filme i byrådssalen – slået fast i en højesteretsdom i en sag mellem Dansk Journalistforbund og Sundeved Kommune.

For Daniel Staugaard er det vigtigt som folkevalgt, at folk får indflydelse, deltager i debatten, giver input og er i dialog med politikere via bl.a. Facebook. Han vil derfor gerne være aktivt til stede over for vælgerne og borgerne både på gaden og på Facebook. Og han synes, det er et forkert signal, borgmester Erik Lauritzen (S) sender, ved at forbyde ham og alle andre byrådsmedlemmer at fotografere under byrådsmøderne og lægge billederne på Facebook.

Strid om reglerne
I det juridiske notat og forretningsordenen er det et forbud, der kun handler om pressen. Her står, 'at pressen kun må fotografere, hvis borgmesteren har givet en tilladelse.'

- Der står intet om, at det også gælder byrådsmedlemmer, selv om der i notatet, der blev sendt ud i december står: 'det samme gælder byrådets medlemmer, selv om disse ikke udtrykkelig er nævnt i forretningsordenen'. Hvis forbuddet skal gælde mig og de øvrige byrådsmedlemmer, skal forretningsordenen ændres, pointerer Daniel Staugaard til dknyt.

Forskel på presse og byrådsmedlemmer
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Erik Lauritzen, der er på ferie til 1. marts. Han har dog svaret Daniel Staugaard på Facebook:

'Jeg mener, det er en uskik, og jeg ønsker ikke, at 31 medlemmer under møderne er mere optaget af at filme og kommunikere med omverdenen. Vi skal koncentrere os om mødet. Det er ikke en stor sag, og jeg vil heller ikke gøre det til et stort problem, hvis der lægges et billede op på sociale medier,' skriver borgmesteren.

Daniel Staugaard lader indtil videre være med at tage billeder til det er afklaret, når borgmesteren kommer hjem fra ferie.

- Jeg forventer ændringsforslag til forretningsordenen, fordi som reglerne er nu, så gælder de altså kun pressen og ikke os byrådsmedlemmer. Det bør skrives ind, hvis man vil forhindre os i at tage billeder, mener han.

Brug Facebook aktivt
Daniel Staugaard vil som folkevalgt gerne åbne debatten op fra byrådets møder og invitere borgerne indenfor via Facebook.

- Både på min private og offentlige Facebook-side prøver jeg at få fat i folk. Det er jo svært at få folk i tale i dag, og de stopper ikke sådan op på gaden. Jeg vil gerne have, at folk får indflydelse, deltager i debatten, giver input og er i dialog med os politikere, fastslår Daniel Staugaard over for dknyt.

Og en af måderne er via Facebook.

- Mange kolleger i landet bruger jo Facebook aktivt, fx sender Region Syddanmark live fra deres regionsmøder, og det mener jeg også Aabenraa gør, understreger han.

Daniel Staugaard kan ikke se, at Facebook forstyrrer byrådsmøderne.

- Det forstyrrer overhovedet ikke, og det er noget pjat, at folk siger, at det tager en masse tid fra det vigtige – vrøvl, siger jeg - det tager kun et minut eller to. Jeg ser det lidt som en lidt gammel holdning og modstand mod det nye, som fx Facebook er, mener Daniel Staugaard.

Han må gerne skrive en status på sociale medier eller blogge fra den åbne del af et byrådsmøde i Sønderborg, men han må altså ikke fotografere.

*På dknyt vil vi gerne vide, hvordan politikerne bruger sociale medier under møder og hvordan reglerne - og praksis - er rundt om i kommunerne. Send gerne en mail til: [email protected]

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/borgmester-forbod-facebook-foto-i-byradssal

GDPR