

AARHUS: Det er Aarhus' bykonge og "hele byens bedstefar", der torsdag eftermiddag tages afsked med i Aarhus Domkirke, hvor den tidligere socialdemokratiske borgmester Thorkild Simonsen bliver bisat.
For de 15 år, hvor Thorkild Simonsen var borgmester, faldt sammen med, at Aarhus fandt sig selv, fandt sammen, voksede og vandt selvtillid. Det siger kongelig konfessionarius og biskop Henrik Wigh-Poulsen i sin tale under ceremonien.
- En særlig uimponeret Aarhus-mentalitet vandt frem på en lang række områder inden for undervisning, forskning, erhvervsudvikling og kultur.
- Det var trods alt ikke alt sammen borgmesterens værk, men det var ham, der med sin grundlæggende venlighed og interesse i sin bys borgere, lagde grunden og satte rammerne, siger Henrik Wigh-Poulsen.
Thorkild Simonsen var medlem af byrådet i Aarhus i cirka 30 år fra 1966 til 1997. I de sidste 15 år var han borgmester. Han døde 4. september i en alder af 96 år, og torsdag bliver han bisat med en efterfølgende mindehøjtidelighed i Musikhuset Aarhus.
Foruden deltagelse af familie, venner og kolleger er der dagen igennem lagt op til en afsked med et menneske og en politiker, som har betydet noget for lokalsamfundet.
Det kunne allerede ses inden bisættelsen, hvor mange borgere ifølge Jyllands-Posten trodsede blæsten for at vise den sidste respekt til Thorkild Simonsen. Allerede før dørene blev åbnet klokken 12, var der kø foran domkirken, som samtidigt bugnede af farverige blomster.
Derudover var der i forbindelse med planlægningen af bisættelsen gjort plads til omkring 900 borgere i domkirken. Foruden de 90 inviterede gæster, som tæller blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S).
Ifølge TV 2 Østjylland var bænkene indenfor helt fyldt op. Imens viser billeder ude foran kirken, hvordan andre får udleveret programmet for bisættelsen, så de kan følge med over højttalere, der er sat op.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.