
Efter en times afhøring fredag rundede asylchef Anne la Cour fra Røde Kors af med at bede om ordet for at give sin analyse af, hvad der skete, da asylpar blev ulovligt adskilt i 2016.
Som leder af Røde Kors, der driver centre, var hun tæt på begivenhederne, da asylpar med en mindreårig part blev skilt ad. Det var den daværende udlændingeminister Inger Støjbergs (V) store ønske.
- Jeg kan godt have brug for at sige en enkelt sætning. Jeg vil gerne sige, at det der billede, man havde af, at der var tale om meget unge kvinder med meget gamle mænd, var fuldstændigt skævt. Det man forsøgte at bringe frem om, at der var tvang, var fuldstændigt skævt. Jeg mener, at systemet fungerede. Hvis der boede par, hvor kvinden var underlagt tvang for ægtefællen, så havde man opdaget det, sagde hun fredag.
Dermed gik hun i rette med Inger Støjberg, der løbende har tordnet mod 'barnebrude'. Hun ville adskille parrene for at give dem et pusterum og har tidligere givet et eksempel på et par, hvor en mand på 50 år boede med en kvinde på 16 år. Men det viste sig at være en fejlnotering, manden var i virkeligheden 30 år yngre, hvilket hun har erkendt.
Støjberg har i et samråd 1. juni 2017 sagt, at hun reddede fire piger, men det har der vist sig ikke at være dokumentation for.
'Vi var målløse'
Anne la Cour blev fredag spurgt til, at det kan tage tid, før for eksempel kvinden - af frygt for manden - vil tale om, at hun er i et forhold under tvang. Men asylchefen fastholdt, at de ville have opdaget den slags, allerede inden pressemeddelelsen blev sendt ud.
- Vi har haft sager, hvor vi har råbt vagt i gevær og reageret. Der er sager, hvor par er blevet flyttet fra hinanden. Ikke mange, for der er ikke særlig mange. Vi var målløse over, at det skulle være nødvendigt, sagde Anne la Cour.
Røde Kors havde allerede i slutningen af 2015 taget hul på at mødes med Udlændingestyrelsen og Socialstyrelsen for at drøfte, hvorvidt praksis skulle ændres, fordi der var flere mindreårige blandt det ekstraordinært store antal flygtninge, der kom til Danmark. Men arbejdet nåede aldrig at komme i gang, fordi det politiske ønske overhalede arbejdet.
Også specialkonsulent Helle Kjems fra Røde Kors mente, at de ville have opdaget tvang i parforhold, inden der blev politisk opmærksomhed omkring det.
- Vores opmærksomhed var på social kontrol og tvang, de elementer ville vi have underrettet om inden. Det er flerfagligt, at man undersøger det, siger hun.
Det kunne være en socialrådgiver, en sundhedsplejerske og i tvivlstilfælde en psykolog.
- Var vi det mindste i tvivl, bad vi om en psykologisk screening, som stiller endnu tættere spørgsmål, sagde hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.