dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Boligområdet Vollsmose i Odense er stadig på listen over parallelsamfund, der mandag er blevet offentliggjort. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Antallet af parallelsamfund falder fra otte til fem

Parallelsamfund i boligområder falder fra otte til fem, viser årlig liste fra Social- og Boligministeriet.
1. DEC 2025 9.14

For andet år i træk falder antallet af parallelsamfund på regeringens årlige liste.

Der er nu fem boligområder i Danmark, der opfylder kriterierne for at være et parallelsamfund. I 2024 var der otte, og i 2023 var der 12.

Den opdaterede liste over parallelsamfund er mandag blevet offentliggjort af Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Faldet af parallelsamfund viser ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), at lovgivningen virker - og det glæder hende.

- Det betyder, at der igen i år er endnu flere børn og unge, der kan vokse op i nogle boligområder, hvor man ser, at normen er, at man tager en uddannelse og går på arbejde, siger hun til Ritzau og tilføjer, at ældre også kan føle tryghed i deres boligområder.

Alle gengangere

De fem parallelsamfund på listen er alle gengangere. Der er altså ikke kommet nye boligområder på listen, der tidligere blev kaldt ghettolisten.

Boligområderne på listen er Tåstrupgård i Høje-Taastrup, Sundparken i Horsens, Vollsmose i Odense samt Bispehaven og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus.

I 2024 havde de fem områder selskab af Askerød i Greve, Stengårdsvej i Esbjerg og Skovvejen/Skovparken i Kolding, men de tre boligområder er nu udgået af listen over parallelsamfund. Det skyldes, at andelen af dømte er faldet i de tre boligområder.

Dermed opfylder de tre områder ikke længere mindst to ud af fire kriterier, som skal til, for at et område kommer på parallelsamfundslisten.

Kriterierne

Ud over at opfylde to ud af fire kriterier, der ud over kriminalitet handler om uddannelse, indkomst og beskæftigelse, skal boligområdet have mindst 1000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 procent.

Skovparken i Kolding er et af de områder, der er røget af listen, fordi andelen af dømte er faldet - dog er andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande og beboere uden for arbejdsmarkedet steget.

Sophie Hæstorp Andersen mener dog godt, at man kan konkludere, at områder, der er røget af listen, er blevet bedre boligområder.

- Jeg synes godt, at man kan sige, at når der for eksempel er færre kriminelle i et område, eller vi ser et uddannelsesløft flere steder, flere, der er i beskæftigelse, så bliver det altså bedre boligområder, siger hun.

EU-Domstolen om forskelsbehandling

Når lovgivningen om parallelsamfund opdeler i "vestlige" og "ikkevestlige" indvandrere, er der tale om forskelsbehandling på baggrund af etnicitet. Sådan lød det fra EU-Domstolens generaladvokat i et forslag til en afgørelse i februar.

Østre Landsret har bedt EU-Domstolen om en afklaring af, om den danske lov er forenelig med et EU-direktiv om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse.

Anmodningen fra Østre Landsret skyldes to sager ved domstolen, hvor beboere er blevet opsagt eller genhuset fra almene boliger i to boligområder, der tidligere var på parallelsamfundslisten. Beboerne mener, at der er tale om forskelsbehandling, men det er foreløbig blevet afvist ved danske domstole.

Den endelige afgørelse fra EU-Domstolen ventes 18. december ifølge fagbladet Boligen.

Hæstorp Andersen understreger, at det ikke er muligt at foretage en reel vurdering af dommens potentielle betydning for dansk ret, før der ligger en endelig kendelse.

- Uagtet hvad domstolene måtte komme frem til, så er det klart, at vi selvfølgelig vil granske denne dom meget nøje og finde ud af, hvad der skal gøres, siger hun.

Omdannelsesområder

Hvis et boligområde har været på listen over parallelsamfund i fem år, kommer det på en liste over omdannelsesområder.

Det betyder, at kommunen og boligorganisationen skal lave en udviklingsplan for, hvordan andelen af almene familieboliger kan komme ned på 40 procent inden 2030.

De fem boligområder på parallelsamfundslisten er også de fem nuværende omdannelsesområder. Det er en politisk målsætning, at der i 2030 ikke længere er nogen parallelsamfund i Danmark.

Den første ghettoliste blev præsenteret i 2010. I 2021 blev begrebet ghettoområde erstattet af parallelsamfund i ministeriets årlige opgørelse.

Listen over parallelsamfund kommer hvert år 1. december.

Listen over parallelsamfund 

Boligområder på listen:

* Tåstrupgård i Høje-Taastrup Kommune.

* Sundparken i Horsens Kommune.

* Bispehaven i Aarhus Kommune.

* Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus Kommune.

* Vollsmose i Odense Kommune.

Boligområder, som ikke længere er på listen:

* Askerød i Greve Kommune.

* Stengårdsvej i Esbjerg Kommune.

* Skovvejen/Skovparken i Kolding Kommune.

Kilder: Social- og Boligministeriet.

FAKTA: Sådan kommer boligområder på liste over parallelsamfund

* Hvis et alment boligområde har mindst 1000 beboere, hvor andelen af indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 procent, så kan det komme på listen over parallelsamfund.

Det kræver dog, at mindst to ud af fire kriterier for tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitetsniveau, uddannelsesniveau og indkomstniveau er opfyldt.

* Det første kriterium er, at andelen af beboere i alderen 18 til 64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent. Det er opgjort som et gennemsnit over de seneste to år.

* Det andet kriterium er, at andelen af beboere, der er dømt for at overtræde straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer, udgør mindst tre gange landsgennemsnittet, hvilket er opgjort som gennemsnit over de seneste to år.

* Det tredje kriterium er, at andelen af beboere i aldersgruppen 30 til 59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af alle beboere i samme aldersgruppe.

* Det fjerde kriterium er, at den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15 til 64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Hvis et boligområde har været på parallelsamfundslisten fem år i træk, defineres det i lovgivningen som et "omdannelsesområde". Det blev tidligere kaldt "hårde ghettoområder".

Det betyder, at den almene boligorganisation og kommunen skal lave en udviklingsplan for, hvordan de vil få andelen af almene familieboliger ned på 40 procent.

Det kan blandt andet ske ved at rive almene familieboliger i boligområdet ned. Man kan også bygge nye private boliger til udlejning eller sælge almene familieboliger til private udlejere.

Kilde: Social- og Boligministeriet, BL - Danmarks Almene Boliger.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/antallet-af-parallelsamfund-falder-fra-otte-til-fem

GDPR