
Kommunalvalget nærmer sig, og siden i går har vælgere kunnet brevstemme for første gang. Det betyder også, at kandidattests fra medierne begynder at dukke op, men ikke alle spørgsmål falder i god jord.
På sin Facebook-side retter Karoline Lindgaard, spidskandidat for Alternativet i Københavns Kommune, skarp kritik af DRs valgtest, hvor et af spørgsmålene lyder: Skal politikerne forhindre opførelsen af moskéer i Danmark?
Det spørgsmål kalder hun "ret fucked up" og beskriver det som både "racistisk og islamofobisk". Ifølge hende giver det desuden ingen mening at stille spørgsmålet, da religionsfriheden er beskyttet i grundloven.
- Man kan ikke bare forbyde en specifik religiøs gruppe at opføre bygninger til at udøve deres religion, siger hun og peger på, at det i givet fald ville kræve en ændring af grundloven og måske endda et brud med Menneskerettighedskonventionen.
Derudover undrer hun sig over, hvorfor spørgsmålet overhovedet er med i testen, når det ikke er noget, kommunalpolitikere kan beslutte.
- Hvad er formålet med at have det spørgsmål med, udover at puste til den islamofobi og racisme, der allerede findes i alt for høj grad i den politiske debat i Danmark, spørger hun.
Hun er sikker på, det ville udløse voldsomt kritik, hvis man i stedet havde spurgt, om man skulle forhindre opførelse af synagoger eller kirker.
Vil ikke ændre i testen
DRs ledende redaktionschef for Indland og distrikter, Mads Vesterby Damm, svarer på kritikken i P1 Morgen. Her siger han blandt andet:
- Først og fremmest er jeg ked af, at Karoline og Alternativet oplever det på den måde. Det er ikke intentionen, at det skal opleves islamofobisk.
Han understreger, at DR har brugt lang tid på at udvikle kandidattesten og samarbejdet med Altinget for at engagere danskerne i kommunalvalget:
- Men der er steder i Danmark, hvor det her bliver diskuteret lokalt. Derfor kan det være relevant at spørge om, om det er noget, som politikerne lokalt på en eller anden måde skal have en holdning til, siger Mads Vesterby Damm og tilføjer, at spørgsmålet kunne være formuleret mere præcist:
- Når man kigger ned igennem alle spørgsmålene i testen, så er jeg helt sikker på, at man vil kunne finde formuleringer, som kunne have været mere præcise.
Han afviser dog, at kritikken giver anledning til ændringer af testen:
- Men jeg synes, det er rart at få feedback, når det jo møder ikke bare de næsten 10.000 kandidater, som det har gjort de seneste uger, men jo også alle de danske vælgere i de her dage.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.