dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Blot fire partier kan afgøre, hvem der skal indtage borgmesterkontoret på Samsø efter nytår, når Marcel Meijer (S) stopper.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Rekord: Kun fire partier stiller op på Samsø

Øen har det suverænt laveste antal lister at vælge imellem til november.
7. OKT 2025 14.17

SAMSØ: Vælgerne på Samsø får kun fire lister at vælge imellem d. 18. november. Det er nemlig kun Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og SF, der stiller op, viser den offentliggjorte kandidatliste.

Det er præcis de samme partier, som blev valgt ind i byrådet i 2021, og efter en periode uden partihoppere er det stadig dem, der udgør byrådet: Fire socialdemokrater, tre venstrefolk, to konservative og to SF'ere, i alt 11.

Ved KV21 stillede seks partier op på Samsø, men hverken Dansk Folkeparti eller Enhedslisten fik nogen valgt, og denne gang stiller de slet ikke op.

Færrest lister, ikke kandidater

Med fire partier er Samsø suverænt den kommune, der har færrest lister at vælge imellem. Alle øvrige kommuner har ifølge DK Nyts research mindst syv partier/lister. 

Til gengæld har Samsø ikke færrest navne at vælge imellem. Ø-kommunens i alt 28 kandidater er én mere, end hvad Læsø kan præstere. På Læsø stiller syv partier op, men med tilsammen 27 kandidater, som skal dyste om ni pladser. 

I den anden ende af skalaen finder man Københavns Kommune, hvor det meste af alfabetet er taget i brug for at finde listebogstaver nok til alle. Her skal 261 kandidater fordelt på 24 lister kæmpe om de 55 pladser i Borgerrepræsentationen.

Spændende borgmestervalg

De 11 personer, som bliver valgt på Samsø, skal iblandt sig finde en ny borgmester, idet Marcel Meijer (S) ikke genopstiller. Socialdemokratiet har i stedet valgt Michael Kristensen, som er formand for teknik- og miljøudvalget, som borgmesterkandidat.

Også Venstre har valgt ny borgmesterkandidat, nemlig formand for social- og beskæftigelsesudvalget Anita E. H. Olesen, mens SF og De Konservative stiller med samme spidskandidat som sidst, hhv. Ulla Holm og Per Urban Olsen.

V og K har indgået valgforbund, og det samme har S og SF. I det nuværende byråd har S-SF flertal på blot ét mandat, så der er lagt op til et spændende valg om borgmesterposten.

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/rekord-kun-fire-partier-stiller-op-paa-samsoe

GDPR