Affaldssortering halter i Region Hovedstaden: Vi skulle have startet før
Mens det halter i hovedstaden, bliver der sorteret på livet løs i Vejle, hvor sygeplejerske Christina Berthon Kirkegaard har sat sig i spidsen for at få sorteret emballage.
Foto: Mette Mørk, Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix (arkiv)

Affaldssortering halter i Region Hovedstaden: "Vi skulle have startet før"

Det meste affald fra hovedstadens sygehuse køres fortsat direkte til forbrænding.

- Vi skulle have startet noget før. Vi skulle have startet for mange år siden.

Sådan lyder det fra formanden for Region Hovedstadens Miljø- og Klimaudvalg, Kim Rockhill (S), der erkender, at regionen skulle have været tættere på at nå sit mål om at genanvende 40 pct. af affaldet i 2025. Det skriver TV2 Lorry.

I 2020 genanvendte Region Hovedstaden bare 22 pct., hvilket er lidt over halvdelen af, hvad målsætningen siger.

- Det er jo, fordi vi har været inde i 1,5 års tid med corona, og det er helt klar en bremse for, at vi kan presse vores personale til også at tage sig af den store opgave, det er at få sorteret affald, siger Kim Rockhill til TV2 Lorry.

Tilbage i 2019 sorterede Region Hovedstaden 19 pct. af sit affald til genbrug. Dermed er regionen blevet en smule bedre til at affaldssortere - helt præcist tre procentpoint. Men skal regionen nå målet om 40 pct. i 2025, skal udviklingen gå meget hurtigere, erkender Kim Rockhill.

- Vi skulle have startet for mange år siden med at presse vores leverandører til at ensrette lidt på deres emballager og så videre, siger udvalgsformanden.

Regionen er i gang med at uddanne personalet på hospitalerne til at affaldssortere korrekt og satser fortsat på at nå sit første mål om at genanvende 40 pct. af affaldet i 2025.

Skal være intuitivt

Herlev Hospital er et af de hospitaler, der forsøger at efterleve regionens plan om at skulle genanvende langt mere affald. Men i en travl dagligdag er det dog forbundet med en række udfordringer at have fokus på også at affaldssortere korrekt.

- Nogle gange kan det være svært at vide, hvordan man lige skal sortere, og nogle gange kan jeg se, at handskerne ryger i affaldsspanden, der er beregnet til plast. Det skal de ikke. Men vi har dog en fin oversigt, vi kan se på, hvis vi er i tvivl, siger sygeplejerske Laura Frederiksen til TV2 Lorry.

Hospitalet forsøger at gøre det nemt for medarbejderne, når de skal sortere affald på alle hospitalets afdelinger.

- Det handler rigtig meget om, at det skal være intuitivt. Det skal være let. Derfor har vi også sat de samme beholdere op rundt om på hospitalet, og vi skriver også meget tydeligt på væggen, hvilken type materiale der skal ned i de forskellige beholdere, siger Henrik Als, der er logistikchef på Herlev Hospital.

- Det, jeg synes, vi skal arbejde med på sigt, det er at få hele leverandør- og forsyningskæden med. Dermed kan vi begynde at stille krav til leverandører om at få materiale ind, som egner sig til genanvendelse, og som vi ikke skal bruge for meget tid på at stå og adskille, inden vi sorterer, siger logistikchef Henrik Als til TV 2 Lorry.

ak