Provinsens udligningsprotest vokser

14 provinskommuner med Aarhus, Odense og Aalborg i spidsen mener, at den årlige udligningsordning sender alt for mange penge til hovedstadskommunerne. De svarer igen med et klart nej til at sende flere penge til Jylland
17. SEP 2014 7.19

Yderligere seks kommuner støtter op om kritik af pengestrøm til hovedstaden.
Seks østjyske kommuner meddelte tirsdag aften, at de tilslutter sig den kritik, som otte andre kommuner mandag offentliggjorde.

14 provinskommuner med Aarhus, Odense og Aalborg i spidsen siger nu klart, at den årlige udligningsordning sender alt for mange penge til hovedstadskommunerne.
De seks ny kommuner er Skanderborg, Hedensted, Syddjurs, Favrskov, Odder og Silkeborg, som i en fælles pressemeddelelse har oplyst, at de ønsker at få ændret udligningsordningen og helt afskaffet hovedstadsudligningen.
Folketinget justerede udligningssystemet i 2013, og selv om det var et skridt i den rigtige retning, er det langt fra nok, mener borgmestrene:

- Meningen med den kommunale udligning er at give kommunerne nogenlunde lige mulighed for at yde den service, som Folketinget beslutter. Men den måde, man beregner udligningen på, giver for store forskelle i kommunernes økonomiske vilkår. Det mærker borgerne i form af den service, de får, eller den skat, de betaler. Der er brug for et bedre udligningssystem, hvis man ønsker et Danmark i balance, siger borgmester Kirsten Terkilsen (V) fra Hedensted Kommune.

Hovedstadskommunerne med København i spidsen afviser at sende flere penge til jyske kommuner.
- København vokser, og vi skaber job, men det er noget vrøvl, at København er en del af en rigmandsklub. Vi har mere end dobbelt så mange fattige per indbygger og næsten tre gange så mange hjemløse og narkomaner som resten af landet, har Københavns overborgmester Frank Jensen (S) tidligere sagt i sagen.

Nordsjællandske borgmestre i hovedstadsområdet siger også klart nej til at sende flere penge til jyske kommuner.
Borgmester i Gribskov, Kim Valentin (V) kalder det urealistisk, fordi det vil koste hans kommune 63 mio. kr. om året. Også Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), siger klart nej.

 

Se mere på hjemmesiden bedrebalance.nu

pv

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt