Finansminister truer kommuner med hårdere straffe

Claus Hjort er klar til at overtage kommunernes budgetter, efter et merforbrug i kommunerne på fem milliarder i 2009
18. MAJ 2010 6.47

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lægger op til et historisk brud med det aftalesystem, der siden 1970'erne har fungeret mellem staten og kommunerne. I år er det sidste chance for kommunerne til at bevise, at de kan overholde de aftaler, de selv underskriver.

- Hvis aftalerne bare skrider, og der ikke er nogen vilje til at løse det fra kommunernes side, så glider vi automatisk over i en model, hvor det er Folketinget og regeringen, der fastsætter hver enkelt kommunes økonomiske vilkår. Vi har set overskridelser så mange gange, at man må ransage sjæl og nyre for at se, om det her system holder, siger finansministeren til Politiken.

Claus Hjort mener systemet er forældet. Derfor vil den kommuneaftale, som skal forhandles på plads i de kommende uger, indeholde hårdere sanktioner for budgetoverskridelser.

Han nævner muligheden for at regulere kommuneskatten og bloktilskuddet efter, om kommunerne overholder budgettet eller ej.

Formanden i KL, Jan Trøjborg (S), mener, at det vil være i finansministerens interesse at beholde aftalesystemet, som det er.

- Ellers vil vi opleve 98 kommuner, der vil kæmpe hver deres sag. Det vil blive uoverskueligt, og kommunerne vil blive styret så stramt, at der ikke er frihed til at søge de bedste løsninger.

Forhandlingerne mellem KL og regeringen begynder i næste uge.

Læs mere om KL's position fredag eftermiddag på dknyt.

tj

 

Se flere stillinger
Nyhedsbrev