'Claras Krig. En piges dramatiske kamp for at overleve'

ANMELDELSE - Set i bakspejlet, og når jeg genlæser min dagbog, forekommer det at være et mirakel, at otte fra min familie overlevede. Denne følelse er langt stærkere nu, end dengang jeg gennemlevede det, skriver Holocaust-overleveren, Clara Kramer, i epilogen

Af Paul Hegedahl

Clara Kramer, fortalt til Stephen Glantz:
'Claras Krig. En piges dramatiske kamp for at overleve',
Oversat af Lars Rosenkvist efter
'Claras' War. One Girl's Story of Survival', HarperCollins Publishers, april 2009;
Gads Forlag, København 2010.
368 s., hft.
Kr. 249,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-12-04519-9.


'I dag er jeg en 82-årig kvinde, der bor i en stille, skyggefuld forstad i New Jersey. Jeg har en dejlig mand, Sol, og to herlige voksne sønner, Phillip og Eli, samt fem børnebørn, Micki, Tracy, Brian, Jamie og Mindy. Hvor ville jeg ønske, at Mania kunne have mødt dem. Jeg savner stadig min søster. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på hende. Jeg tænker over, hvilket slags menneske hun ville være blevet, hvis blot hun havde fået chancen.

Vi var flere end et halvt hundrede i den nærmeste Schwarz/Reizfeld-klan. Efter krigen var vi otte tilbage, inklusive Rosa og Manek, der overlevede i Aktjubinsk. Ved et nyligt bryllup i Tel Aviv var de otte imidlertid blevet til flere end tres. Når jeg tænker på holocaust, tænker jeg ikke på de seks millioner, der gik tabt, men på de halvtreds millioner, der aldrig fik en chance for at blive født.

Set i bakspejlet, og når jeg genlæser min dagbog, forekommer det at være et mirakel, at otte fra min familie overlevede. Denne følelse er langt stærkere nu, end dengang jeg gennemlevede det. Der var ingen logisk grund til vores overlevelse. Det var ikke vilje alene, der reddede os. Hvor mange andre, der var besjælet af den samme vilje, omkom der ikke på samme tid? Vi var naturligvis heldige, men det var mere end det. Hvor mange andre var ikke blevet reddet ved det ene lykketræf efter det andet blot for alligevel at dø til sidst? Det krævede kun manglende held en eneste gang. Når jeg overvejer, hvad den ene ting var, vi havde frem for de andre, så var det familien Beck. Alt, hvad jeg har lært om kærlighed, ærlighed og mod, har jeg lært af dem. Efter alt det, de gjorde for os i kælderen, ved jeg, at intet i livet er umuligt. Da jeg forlod den kælder for mere end tres år siden, følte jeg, at mit liv ikke længere tilhørte mig alene. Jeg vidste, at jeg måtte leve et liv, der gjorde mig fortjent til at være blevet reddet.'

Sådan indleder Clara Kramer epilogen i 'Claras Krig. En piges dramatiske kamp for at overleve' efter på de foregående 352 sider at have fortalt gribende og dybt personligt, om hvordan hun blev reddet fra holocaust ved at tilbringe tyve forfærdelige måneder skjult for den tyske besættelsesmagt sammen med 17 andre mennesker i et kælderrum, der var og blev gravet ud i familien Becks kælder.

Polak og jøde
Clara Kramer var en helt almindelig pige på 15 år i en familie med et godt liv, da Anden Verdenskrig brød ud. Men hun var også polak - og jøde. Da tyskerne invaderede Polen, boede der omkring 5.000 jøder i Claras hjemby, Zolkiew. Den tyske besættelsesmagt kom til byen i juli 1942. De startede med at skyde byens rabbiner, arrestere alle medlemmer af det jødiske råd og plyndre og ødelægge synagogen. Da de blev overvundet af den sovjetiske hær i 1944, var der 50 tilbage. Her iblandt altså de 18, der gemte sig i det beskyttelsesrum, der var gravet ud i familien Becks kælder. I bogen fortælles også om, hvor forskellige de 18 mennesker var - og hvor forskelligt de forholdt sig til deres medmennesker.

Den familie, der reddede dem, med åbenlys fare for deres eget liv, var de mest usandsynlige at søge tilflugt hos. Valentin Beck er etnisk Volksdeutscher, berygtet alkoholiker, skørtejæger og højrøstet antisemit. Men hr. Beck var også en mand, der ikke kunne leve med, at mennesker blev skudt som dyr. Samtidig med han skjulte de 18 jøder, havde han natlige drukture med SS-folk og tyske politifolk i rummene lige over deres skjulested - og samtidig var mange af byens beboere - også børnene - på udkig efter jøder, der havde skjult sig, så de kunne få en dusør. Det fik de for Claras søster Mania, der, da der en dag gik ild i Becks hus løb ud på gaden. Hun blev fanget på trappen til et nonnekloster, hvor hun ville søge beskyttelse. De drenge, der fangede hende og overgav hende til tyskerne, fik fem liter vodka.

Dagbogen

'Der foregik efterhånden så mange ting, at jeg havde svært ved at få det hele med i min dagbog. Beck havde givet mig en ny notesbog som gave, men når jeg sad og skrev, blev de blanke sider hurtigt dækket af den sved, der dryppede fra mit ansigt. Mine optegnelser blev tværet ud på de fugtige sider, og det var næsten umuligt at skrive, så det kunne læses. Sammenlignet med de ting, der foregik omkring os, virker en nusset side i en notesbog måske ikke som verdens største problem, men bogen var efterhånden blevet min mest skattede ejendom. Og hvis vi omkom, og dagbogen blev fundet, ønskede jeg ikke, at et eneste øjeblik af familien Becks mod skulle forblive ukendt.'

Claras mor bad hende med det samme, de fandt deres skjul i kælderen om at begynde at føre dagbog. Både for at være beskæftiget - men også fordi 'Verden skal viden, hvad der skete med os'. Først siger Clara nej. Jeg sagde: ‘Mama, de slår os ihjel alligevel'. Jeg troede ikke, vi ville overleve. Men hun svarede: ‘Der er nogen, der vil finde den og vide, hvad der blev af dig'.' Så begynder hun at skrive dagbogen - i adskillige kladdehæfter, det første ternet og de næste linjerede, indkøbt og doneret af Hr. Beck sammen med en blå uudviskelig blyant, der stadig kunne læses tydeligt mange år senere. Og alt skrev hun om. Efter de var blevet befriet forlod de Polen og måtte tilbringe lang tid i flygtningelejre i Østrig og Tyskland efter krigen. Hele turen blev hæfterne smuglet med på maven.

Så skulle flygtningene finde deres vej til Palæstina. De blev sat af i en skov på den polsk-tjekkiske grænse. 'Der var en kvote på immigranter fra Østeuropa, så vi fik at vide, at vi skulle tilintetgøre alle vores identitetspapirer og alt andet, der kunne røbe os. Vi skulle forestille at være tyrkiske arbejdere på vej til Tyskland. Da jeg tog min dagbog op af kufferten og skulle til at kaste den fra mig, bremsede min mor mig. 'Det bliver over mit lig, at du smider den dagbog væk'. Hun tog mig med ind på stationens toilet, og vi gemte halvdelen af den under hendes tøj og den anden halvdel under mit.'

I en af lejrene møder Clara sin kommende mand. Efter de har boet nogle år i Israel, flytter de til USA. Her placerede Clara Kramer sine dagbøger i en bankboks. Gennem mange år var hun meget aktiv og engageret som taler om holocaust. Meningen med dagbøgerne var, at dem skulle hendes familie have en dag, men så gik det op for hende, at hendes børnebørn jo ikke taler polsk. Hun gik derfor i gang med at oversætte dem. Hun gav dem så videre til United States Holocaust Memorial Museum i Washington D. C. Herfra blev de kendte, og hun blev opsøgt af nogle mennesker, der gerne ville have dem udgivet som en bog. Hun fik kontakt med forfatteren Stephen Glantz fra Hadassah-Brandeis Institute ved Brandeis University, Waltham/Boston, Massachusetts. Hun fortalte så mere og det blev til denne bog, som nu er oversat til en lang række sprog - og som Clara Kramer bliver bedt om at komme og fortælle om over hele verden.

Skrevet om bogen
'En enestående beretning om overlevelse (...) Det er kun få erindringer fra krigens tid, der evner at formidle ondskaben i det nazistiske folkemord med en så pinagtig tilstedeværelse.'
- The Daily Telegraph

'På én og samme tid en gribende thriller og et hjerteskærende drama (...) Denne bog er sikker på at opnå status som en klassiker inden for historien om Holocaust.'
- Booklist

‘I have to tell you, writing a review of Clara's War: One Girl's Story of Survival is no easy task. In fact, I've sat here in front of the computer screen for quite some time making a valiant attempt, yet, still, words elude me.'
- http://www.5minutesforbooks.com/1279/claras-war/

‘De frastødende og hjerteskærende praktiske detaljer I den fysiske og mentale overlevelsestaktik i kælderen er en væsentlig del af denne bogs næsten lammende troværdighed, men der er for mange at citere. (...) Giv denne (også) spændende bog til en kær og forkælet teenager; vedkommende vil få et tankefuldt udtryk i ansigtet, der vil klæde hende eller ham resten af livet.'
- Marie Tetzlaff: 'Under antisemittens gulvbrædder', Politiken, 27. januar 2010

Budskabet i bogen
'Budskabet i bogen er enkelt', siger Clara Kramer: 'Had ikke. For dit had ødelægger dig præcis som dine ofre.'

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt