SILKEBORG: Problemer med seksuelle overgreb, alvorlige bekymringer om anbragte børn og unges trivsel og lav faglighed får nu ejeren af to private botilbud under Aktiv Weekend-koncernen i Silkeborg til at lukke de to firmaer, skriver TV2 Østjylland.
Det sker efter, at Socialtilsyn Midt har varslet, at stederne skulle lukkes.
- Vi anerkender, at Socialtilsyn Midt har rejst alvorlig kritik, og at der på nogle områder har været brister i kvaliteten. Det tager vi alvorligt, fremgår det af en pressemeddelse på Aktiv weekends hjemmeside. Firmaerne begæres nu samtidig konkurs.
Bag begge tilbud står ejeren Jesper Dige Nielsen, som også er ejer af det skandaleramte - og nu lukkede - botilbud Fuglen i Kjellerup, hvor TV2 Østjylland gennem de seneste måneder har afdækket omfattende svigt.
Dokumenterne fra Socialtilsyn Midt viser, at problemerne ikke stopper ved Fuglen.
Også virksomheden Aktiv Weekends to botilbud i Silkeborg Kommune har længe stået foran lukning efter et længere forløb med skærpet tilsyn, påbud og alvorlig kritik, der på flere punkter minder om den sag, som gik forud for lukningen af Fuglen.
I afgørelsen fremhæver socialtilsynet, at man har mistet tilliden til, at ledelsen har ”evnen og viljen” til fortsat at drive botilbuddene.
TV2 Østjylland har forsøgt at lave interview med ejeren Jesper Dige Nielsen, han har i stedet udsendt en pressemeddelelse på sin egen hjemmeside.
Krænkelser sket over længere tid
Ifølge Socialtilsyn Midt har der på Aktiv Weekend været seksuelle krænkelser mellem anbragte unge, som har fundet sted over længere tid uden at blive opdaget eller stoppet.
Blandt andet er der en 16-årig, der er blevet politianmeldt for at have haft samleje med en mindreårig pige.
Det er blot ét af flere eksempler på seksuelle overgreb ifølge tilsynet.
I en aktindsigt fremgår det også, at den anbringende kommune undrede sig over, hvordan overgrebene kunne finde sted i perioden maj til oktober, uden at tilbuddet greb ind.
Socialtilsynet vurderer, at indsatsen først blev skærpet efter politiets indgriben, og at forebyggelsen var utilstrækkelig.
På sin hjemmeside beskriver Aktiv Weekend sig som et professionelt og målrettet opholdssted med højt kvalificerede stabsfunktioner og bacheloruddannede pædagogiske medarbejdere.
- Størstedelen af vores pædagogiske medarbejdere er som minimum bacheloruddannede, lyder det i beskrivelsen.
Men den fremstilling er langt fra Socialtilsynets vurdering.
På en af afdelingerne var stort set alle medarbejdere nyansatte, og der var ifølge tilsynet en overvægt af ansatte uden socialfaglig uddannelsesbaggrund.
- Stort set alle medarbejdere er nyansatte […] der er aktuelt en overvægt af medarbejdere uden socialfaglig uddannelsesbaggrund, skriver tilsynet i en afgørelse om skærpet tilsyn fra oktober 2025.
Samtidig viste gennemgang af vagtplaner, at enkelte vikarer arbejdede op mod seks døgnvagter i træk.
Socialtilsynet vurderer, at det er urealistisk, at vikarerne kan levere en tilfredsstillende kvalitet under så højt et arbejdspres, da det må føre til træthed, nedsat faglighed og manglende nærvær.
Flere unge fik ikke skoletilbud
Aktiv Weekend fremhæver på hjemmesiden, at tilbuddet rummer både intern og ekstern skole.
På trods af skolemulighederne modtog Socialtilsyn Midt i januar 2025 en underretning fra Skanderborg Kommune om, at flere unge i tilbuddet i op til et år ikke havde haft et reelt skoletilbud.
En skoleleder fortalte, at en konkret ung ofte mødte uforberedt i skole, uden morgenmad - og at der havde været episoder, hvor medarbejdere glemte at hente den unge, uden at der efterfølgende blev fulgt op.
Aktiv Weekend oplyser samtidig, at de ikke accepterer stofmisbrug.
Men i november blev Socialtilsyn Midt orienteret om en akut situation, hvor en ung havde fået en markant forværring af sit misbrug med stærkt euforiserende stoffer, kombineret med selvmordsrisiko og tre tvangsindlæggelser inden for 72 timer.
Interne notater viser samtidig, at en ung oplevede miljøet som et sted, hvor man ”bare kan ryge hash” - uden at der bliver grebet ind.
Aktiv Weekend og Fuglen er begge en del af en koncern ejet af Jesper Dige Nielsen, der ifølge Socialstyrelsen ejer og driver 13 botilbud.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










