Hele 37 kommuner har ansøgt om midler fra den såkaldte § 16-pulje, som tildeles til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Kommunerne har til sammen søgt for over 1,9 mia. kr., hvilket er over det dobbelte af den afsatte pulje, som er på 800 mio. kr.
70 mio. kr. fra puljen er allerede afsat i udviklingspartnerskaber med Morsø Kommune og Bornholms Regionskommune, som får henholdvis 20 mio. kr. og 50 mio. kr. i 2026.
Sidste år havde 44 kommuner ansøgt om tilskud fra puljen til 2025, og her lød det samlede ansøgningsbeløb på 2,2 mia. kr. Ud af de 44 kommuner fik 22 kommuner tildelt midler.
De 22 kommuner, som modtog midler fra puljen i 2025 har alle ansøgt igen for 2026.
Lolland ansøger om en kvart milliard
Ud af de 37 kommuner har Lolland det største ansøgningsbeløb på 250 mio. kr.
Kommunen begrunder ansøgningen med, at den fortsat oplever en strukturel ubalance, fordi den har landets største tilbagegang i befolkning i perioden 2020 til 2025 og har det højeste socioøkonomiske indeks. Kommunen peger ligeledes på, at det nuværende udligningssytem ikke kompenserer Lolland tilstrækkeligt.
Ansøgningen om 250 mio. kr. afspejler også, at Lolland ønsker at indgå en ny udviklingspartnerskabsaftale.
Kommunen har haft et udviklingspartnerskab med Indenrigs- og Sundhedsministeriet i perioden 2022 til 2025 og herigennem modtaget 120 mio. kr. årligt.
"Lollands Kommune ser gerne, at aftalen fornyes og tilskuddet hæves ikke mindst set i lyset af, at kommunen i årene 2023, 2024 og i 2025 har modtaget henholdvis 75 mio. kr., 90 mio. kr. og 90 mio. kr. i tilskud udover de 120 mio. kr.," skriver kommunen i ansøgningen.
Flere udviklingspartnerskaber udløber
Udover Lolland udløber både Læsø og Langelands udviklingspartnerskaber også i 2025. Begge kommuner ansøger ligeledes om at få en ny partnerskabsaftale.
Læsø ansøger derudover om 20 mio. kr. fra puljen, mens Langeland ansøger om 99 mio. kr., hvilket svarer til den reelle økonomiske ubalance kommunen vil have i 2026, skriver kommunen i sin ansøgning.
Langeland påpeger også, at denne ubalance vil stige til 149 mio. kr. i 2029.
I 2025 modtog Læsø 5,1 mio. kr. fra §16-puljen udover 4,9 mio. kr. i udviklingspartnerskabet, mens Langeland modtog 28 mio. kr. fra puljen og 37 mio. kr. i partnerskabsaftalen.
Morsø og Bornholm, som begge har udviklingspartnerskaber i 2026, ansøger om henholdvis 61 mio. kr. og 125 mio. kr. udover de midler, der allerede er fordelt gennem partnerskabsaftalerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.