
Yderligere 15 personer smittet med coronavirus er døde i Danmark.
Dermed er nu 336 personer døde, mens de var smittet med virusset. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut fredag eftermiddag.
Antallet af indlagte patienter er faldet med tre til 350 personer.
Til gengæld er antallet af patienter på intensiv steget med én person til 93, samtidig med at antallet på intensiv og i respirator er steget med to personer til 74.
Flere test på vej
Indtil videre er 7.073 personer testet positiv for coronavirus. Det er 194 flere på et døgn. Dertil kommer formentlig et stort mørketal.
I alt er 87.024 personer blevet testet for coronavirus. Det vil sige, at omkring otte pct. af dem, der bliver testet, viser sig at være smittede.
Et af elementerne i nattens genåbningsaftale er, at Statens Serum Institut skal fremlægge en teststrategi. Herunder vil man teste et repræsentativt udsnit af befolkningen, for at se hvor udbredt smitten er.
3.389 har overstået corona
De danske sundhedsmyndigheder opererer ikke med et tal for raskmeldte. I stedet bruges betegnelsen overstået infektion, som er, hvis man ikke er på sygehuset eller død 14 dage efter den positive test.
Indtil videre har 3.389 personer overstået en omgang med coronavirusset. Da der går 14 dage, inden en coronasmittet havner i den gruppe, kan der være flere, som ikke længere er syge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.