
ODDER: Som den første kommune i Europa har Odder Kommune besluttet, at samtlige elever (0.-10. klasse), lærere og skolepædagoger skal have udleveret en iPad 2.
Og første skridt blev for alvor taget onsdag, da 280 lærere og pædagoger fik udleveret deres iPads ved et stort arrangement, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
- Med dette projekt åbner der sig nogle helt nye muligheder - ikke kun i undervisningen, men også i måden at arbejde på, og i måden at tænke på, sagde borgmester Elvin J. Hansen (S) til de mange lærere og pædagoger.
- I får en historisk opgave. I bliver pionerer i arbejdet med at ruste eleverne til at kunne deltage i fremtidens digitale samfund. Man kan kalde det digital uddannelse, eller måske ligefrem digital dannelse - og det er jer, der skal bidrage til denne dannelse. Det er en spændende opgave, og vi ved, at man fra mange andre steder kigger meget interesseret på, hvad der kommer til at foregå her i Odder Kommune, sagde Elvin Hansen.
Forventning om bedre inklusion
Odder Kommune vurderer, at indførelsen af iPads vil få stor betydning for læringsmiljøet i skolerne, og kommunen har allerede lavet aftaler med forlaget Gyldendal om digitale undervisningsmaterialer i de fleste fag, og andre aftaler er på vej.
Desuden forventer man, at elever med vanskeligheder bedre kan inklu-deres i undervisningen.
Da Odder Kommune som nævnt er den første kommune i Europa, der udleverer iPads til samtlige lærere og elever, følges projektet tæt af forskere fra VIA University College, og den store interesse afspejler sig desuden i, at Odder Kommune havde fået to udenlandske kapaciteter til at tale ved lanceringen onsdag aften, nemlig Daryl Hawes fra Apple og den britiske underviser Oscar Stringer.
- Odder Kommune er en pioner i Europa, når det gælder brugen af iPad i undervisningen, lød et af udsagnene fra talerstolen.
To klasser bliver pilotklasser
Udleveringen af iPads til de mange lærere og pædagoger er første trin i projektet. Efter efterårsferien begynder to pilotklasser at arbejde med iPads, og resten af eleverne får deres maskiner udleveret umiddelbart efter nytår.
mou
Foto: Odder Kommune. Tre lærere bærer deres nye iPods hjem
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.