

En 23-årig mand skal anbringes på den topsikrede psykiatriske institution Sikringen for flere drab og drabsforsøg i Field's sidste år. Der sættes ingen slutdato for anbringelsen. Det afgør Københavns Byret onsdag.
Manden er kendt skyldig i overensstemmelse i anklageskriftet, der blandt andet tæller tre drab og en række drabsforsøg.
Retten har fundet, at skyderiet var planlagt.
I den vurdering har retten lagt vægt på, at han på dagen for skyderiet tog ud til Field's tidligere på dagen, hvor han "helt tydeligt undersøgte indgangen til Field's", siger retsformand Jens Stausbøll.
Der er også lagt vægt på særligt en række håndskrevne noter, der blev fundet i den 23-åriges hjem efter skyderiet.
Dyre konsekvenser
Tre mennesker havde formentlig stadig været i live, hvis manden, der skød i Field’s, havde fået stillet en korrekt psykiatrisk diagnose og var blevet sat i tilstrækkelig behandling med medicin mod paranoid skizofreni. Det vurderer professor i psykiatri Merete Nordentoft over for Politiken. Hun sad med i den taskforce, som sidste efterår undersøgte gerningsmandens forløb i psykiatrien.
- Der er stor sandsynlighed for, at det ikke var sket med den rette diagnose og den rette medicinering. Risikoen for, at han havde skudt i Field’s, havde været meget, meget mindre, siger hun.
Også Psykiatrifondens formand psykiater Torsten Bjørn Jacobsen mener, at det måske kunne have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået den rette behandling.
Han finder det ufatteligt, at udviklingen har fået lov til at eskalere så lodret nedad de seneste mange, mange år med meget store menneskelige omkostninger til følge, men også samfundsøkonomiske:
- Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor mange ressourcer vi bruger på konsekvenserne af, at vi ikke behandler mennesker med svær psykisk sygdom godt nok. Nu bliver gerningsmanden anbragt på Sikringen i Slagelse. Sådan en plads koster 3,6 mio. kr. om året. Så er der politiet, der årligt bruger 470.000 timer på opgaver, der involverer mennesker med psykisk sygdom. Det svarer til 244 fuldtidsansatte politibetjente om året. Til sammenligning koster det behandlingstilbud, som gerningsmanden burde have fået, cirka 100.000 kr. årligt, siger han.
/ritzau/hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.