Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

20.000 nye arbejdspladser i elbiler hvis Danmark opper sig

I dag arbejder ca. 20.000 danskere i elbranchen eller hos underleverandører til bilindustriene - men tallet kan fordobles, viser ny analyse

 

I dag leverer danske virksomheder udstyr for 600 kr. til hver bil, der bliver produceret i Europa. Det tal kan vokse til 1.600 kr. pr. elbil, hvis vi udnytter det danske elbilpotentiale. Det  viser en ny analyse, Deloitte har lavet for interesseorganisataionen Dansk Elbil Alliance.

I øjeblikket bliver der produceret 15 mio. personbiler årligt i Europa. Markedsværdien af den europæiske bilproduktion er ca. 2.000 mia. kr. - hvilket svarer nogenlunde til det årlige danske BNP.

Det Internationale Energi Agentur (IEA) forventer, at salget af elbiler og plugin-hybridbiler vil nå op på en markedsandel på 20 pct. i 2025. I kraft af bilmarkedets størrelse rummer det betydelige vækstmuligheder for danske virksomheder. Den danske bilindustri omsætter i dag for ni mia. kr. og beskæftiger 8.000 til 9.000 personer. Mens ca. 11.000 danskere er beskæftiget i elforsyningsbranchen og dens underleverandører.

Ifølge Deloittes beregninger kan en styrkeposition på elbilfronten skabe 10.000 fuldtidsjob på mellemlang sigt (2020-2025) og 20.000 fuldtidsjob på lang sigt dvs. 2030-2040 - det er især videntunge arbejdspladser. Det indbefatter ikke det betydelige antal arbejdspladser, der vil opstå i anlægssektoren.

- Når danske politikere under valgkampen diskuterer vækst, kan de med god grund se elbiler som en løsning. Rapporten fra Deloitte er en god illustration af potentialet i elbiler for Danmark. Den danske bilindustris succes er en velbevaret hemmelighed. Vi har en fornem styrkeposition her, som elbilindustrien kan bygge videre på, hvis de rigtige rammebetingelser er til stede, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Danmark som foregangsland
Den danske bilbranche har i dag styrker indenfor kølersystemer, højttalere, kabler og karosserier mv. Det kan blive yderligere suppleret med styresystemer til batteripakker, effektelektronik, ladeinfrastruktur, lydsystemer til elbiler mm., fremgår det af analysen fra Deloitte.

- Elbiler kan være med til at løse transportens klimaproblem, men vil også være en økonomisk gevinst for Danmark. Vi har i dag gode forudsætninger for at udnytte vores styrkeposition indenfor elbilindustrien, fordi vi har en stor andel vindmøllestrøm og er førende på smart grid området, siger Lærke Flader.

- Men hvis vi for alvor vil skabe vækst og arbejdspladser på elbilfronten, skal man fra politisk side bevidst gå efter at blive foregangsland. Høj penetration af elbiler og infrastruktur er nødvendigt for, at vi kan teste løsninger af, og udvikle nye løsninger. Afgiftsfritagelsen af elbilerne har været et godt første skridt, men det bringer os ikke hele vejen. Vi bør også kigge på firmabilbeskatning, på ladeinfrastruktur og på miljøkørebaner. Heldigvis initiativer, der ikke behøver at koste statskassen mange penge i forhold til de gevinster, vi kan høste, slutter Lærke Flader.

mou

Læs Deloittes rapport her