dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Både borgmester i Thisted Niels Jørgen Pedersen (V) og borgmester i Hedensted Ole Vind (V) er utilfredse med, at deres kommuner ikke har fået særtilskud.
Thisted Kommune/Hedensted Kommune

15 kommuner fik ikke særtilskud: Borgmester er "dybt forundret" over at blive forbigået

Hedensted og Thisted står igen i år uden midler fra særtilskudspuljen. Begge borgmestre kritiserer manglende tilskud og udligningssystemet.
25. AUG 2025 6.38

HEDENSTED/THISTED: Indenrigs- og Sundhedsministeriet uddelte fredag midlerne fra den såkaldte §16-pulje, som er forbeholdt særligt vanskeligt stillede kommuner. Ud af de 37 kommuner, som har ansøgt om midler fra puljen, har blot 22 fået en andel.

Dermed er der 15 kommuner, som ikke har fået en krone, og utilfredsheden er til at tage og føle på.

I Hedensted havde man søgt om at få 70 mio. kr. for at kunne have et budget i balance i 2026.

Derfor er borgmester Ole Vind (V) heller ikke glad, efter kommunen er blevet forbigået.

- Det er jeg dybt forundret over. Hvis man ser på vores samlede finansiering, er vi den sjette fattigste kommune i Danmark. Så jeg er overrasket over, at vi ikke er kvalificeret til at modtage særtilskud, siger han til DK Nyt.

- Vi har båret meget til udligningskritikken, men det håber jeg ikke har noget med det at gøre. Men jeg har svært ved at se, hvorfor vi ikke har fået noget.

Det manglende tilskud betyder, at kommunen ikke kommer til at kunne lave udvidelser eller putte penge i kassen i 2026. 

- Heldigvis har vi selvbudgetteret i 2023, og vi har et toårigt forlig, men vi kommer til at opbruge hele vores selvbudgetteringsgevinst og putte det i driften, siger borgmesteren.

En falliterklæring

I Thisted er meldingen også klar fra borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) ovenpå dagens besked om, at han ikke kan se frem til flere penge i 2026.

- Som sædvanlig fik vi ikke noget, siger han til DK Nyt.

Han mener, at bare det, at det er nødvendigt med en pulje på 800 mio. kr. i særtilskud, er et tegn på, at der er noget helt galt med udligningssystemet.

- Jeg synes, at det er en falliterklæring, at kommuner skal have særtilskud, og at vi ikke har et system, der kan håndtere de forskelle, der er imellem vores kommuner, siger han og påpeger, at det hurtigt bliver en konkurrence om at klage mest muligt for at få flere penge.

Og det kommer til at kunne mærkes, at kommunen ikke fik de 30 mio. kr., som den havde ansøgt om.

- Vi kommer til at se lidt hårdere på vores anlægsbudgetter. Det er vi nødt til, og måske vi kommer til at udskyde nogle investeringer, siger borgmesteren og fortsætter:

- Selvfølgelig vil vi også gerne have brugt lidt flere penge på vores skoler, og især på vores specialiserede socialområde, som er svært at håndtere i rigtig mange kommuner.

Der er dog stadig lidt at fejre i Thisted, da kommunen får et lån på 10 mio. kr. fra lånepuljen til ordinære anlægsinvesteringer.

- Det er jo altid mere skønt at få penge, man ikke skal betale tilbage igen, end at få et lån, siger han med et grin og tilføjer:

- Men det vil blive en del af budgetforhandlingerne, og så må vi se, hvor de forskellige partier står, og hvor vi kan blive enige om at sætte ind med de 10 mio. kr.

Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/15-kommuner-fik-ikke-saertilskud-borgmester-er-dybt-forundret-over-at-blive-forbigaaet

GDPR