
Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose stiller sig til rådighed som formandskab for Venstre. Det skriver de to Venstre-politikere på Facebook.
- Vi stiller os nu til rådighed og er klar til at påtage os ansvaret og opgaven, hvis vi får det mandat på Venstres landsmøde.
Siden Jakob Ellemann-Jensen trådte tilbage som formand for Venstre i mandags, har flere partiprofiler opfordret Troels Lund Poulsen til at stille op som formand med Stephanie Lose som næstformand.
Her har modellen lydt, at Troels Lund Poulsen skal stå for det politiske, mens Stephanie Lose har det organisatoriske ansvar. Den fordeling nævner de to politikere også i deres Facebook-opslag.
- Den samlede og stærke ledelse mener vi, at vi kan udgøre. Vi vil sammen sætte den politiske kurs og drive Venstres gode organisation
De lægger op til yderligere forandringer. Stephanie Lose skal genvælges som næstformand i en ny rolle, hvor hun indtræder som minister i regeringen, foreslås det.
- Vi håber derfor, at Venstres medlemmer vil bakke op om, at Troels bliver Venstres nye formand, og at Stephanie genvælges som næstformand for Venstre, men i en ny rolle, hvor Stephanie vil indtræde som minister i regeringen, og hvor vi sammen vil lede vores parti i et tæt politisk makkerskab.
Vil levere borgerligt-liberale resultater
De to udgjorde også den konstituerede ledelse, da den tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen var sygemeldt med stress. De to politikere betoner, at de har været i Venstre det meste af deres liv, og at partiets ve og vel står dem nært. Venstre skal favne bredt, lyder det også i opslaget.
- Vi er et parti for helt almindelige danskere. Dem, der tager bilen på arbejde fra parcelhuset i Kolding. Dem der tager cyklen hen til vennerne i en andelsbolig i København. Og dem, der hjælper til i en lokal idrætsforening i Kerteminde.
Partiet skal både arbejde for en stærk privat og offentlig sektor. I opslaget ligger også en omformulering af en af Jakob Ellemann-Jensens sidste linjer.
I september fortalte den daværende formand, at Venstre skulle være et liberalt-borgerlig parti - i den rækkefølge. Nu skriver Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose, at Venstre skal levere borgerligt-liberale resultater - i omvendt rækkefølge.
Venstres gruppeformand Lars Christian Lilleholt oplyser desuden, at hele Venstres folketingsgruppe bakker op om Troels Lund Poulsen som ny formand og Stephanie Lose som fortsat næstformand for partiet.
/ritzau/apo
Kl. 12:35 - de sidste fem afsnit tilføjet samt Facebook-opslag og billede.
Kl. 13:23 - opdateret med afsnit om folketingsgruppens opbakning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.