AALBORG: Med endnu en pengeindsprøjtning vil Aalborg tiltrække flere virksomheder nationalt og internationalt, oplyser kommunen. Den øger det årlige budget for initiativet Invest in Aalborg med 2,5 mio. kr. til syv mio. kr. Indsatsen er startet i 2016 og har blandt andet tiltrukket virksomheder inden for grøn energi og it.
Befolkningen vokser ifølge kommunen med 2.500 personer om året, og det kræver også en stabil vækst i antallet af arbejdspladser. 26 pct. af de personer, der er ansat i den private sektor, er det i en international virksomhed, og derfor er der ifølge borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) et stort potentiale her.
- Aalborgs uddannelsesinstitutioner i verdensklasse og fremragende infrastruktur er gode aspekter, når internationale virksomheder og aktører skal finde den rette placering til eksempelvis en ny afdeling eller et dansk hovedkvarter. Det har vi allerede masser af spændende eksempler på, lyder det fra Thomas Kastrup-Larsen.
ibs