Syddanmark:
Regionens tolke skal også tolke i praksissektoren

Tolkecenter Syddanmark skal også stå for at tolke for patienter, der ikke taler dansk, i praksissektoren.

SYDDANMARK: De regionale tolke på Tolkecenter Syddanmark udfører opgaven så godt, at de også skal til at varetage opgaverne i praksissektoren, oplyser regionen. Det er besluttet i regionsrådet at gælde fra 1. juli 2021.

Praksissektoren dækker eksempelvis over praktiserende læger, speciallæger, psykologer og psykiatere, der leverer ydelser til patienter i deres egne klinikker. Hidtil har de leveret videotolkninger på regionens sygehuse samt akutte telefon- og videotolkninger til lægevagter og sygehuse i hele landet. 

- Både patienter og personale på sygehusene er rigtig godt tilfredse med den kvalitet, som Tolkecenter Syddanmark leverer, og derfor er det naturligt, at vi også tænker tolkning i praksis ind. Ved at hjemtage tolkningen sikrer vi både patienterne en god tolkeoplevelse og en bedre økonomi, siger Bo Libergren (V), medlem af udvalget for det nære sundhedsvæsen.

Regionen bruger i øjeblikket 16 mio. kr. årligt på tolkninger i praksissektoren, og en hjemtagning kan ifølge beregninger give en besparelse på tre mio. kr. om året. 

Tolkecenter Syddanmark leverer udelukkende tolkninger over video og telefon og ca. 30.000 sidste år. Det forventer en stigning på 25.000 inden for praksisområdet.

Hjemtagningen af tolkningen sker i forbindelse med, at den nuværende aftale om tolkning i praksissektoren udløber 30. juni 2021. Et bredt flertal i regionsrådet står bag beslutningen. To medlemmer af Dansk Folkeparti undlod dog at stemme.

Der er i 2020 gennemført en evaluering af tilfredsheden med Tolkecenter Syddanmark, som viser, at 100 pct. af de interviewede sundhedsfaglige medarbejdere oplevede, at tolken ”i høj grad” eller ”i nogen grad” bidrog positivt til samtalen med patienten. Blandt patienterne var 100 pct. enten i ”meget høj grad” eller ”i høj grad” tilfredse med tolkningerne i Tolkecenter Syddanmark. Dette skal ses i lyset af den utilfredshed med kvaliteten på tolkeområdet, som ledte til hjemtagningen.

Kilde: Region Syddanmark


 

ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev