
KØBENHAVN: Mette Reissmann trækker sig som socialdemokratisk overborgmesterkandidat i København.
Det skriver hun på Facebook, 11 dage efter at hun meldte sig som kandidat. Hun agter fortsat at stille op til Borgerrepræsentationen i København.
- Jeg har gennem den sidste uge talt med folk i og omkring partiet og tænkt tingene igennem.
- Socialdemokratiet i København skal samles igen, hvilket er større end mine ambitioner, og jeg vil ikke stå i vejen for, at det kan ske så hurtigt som muligt med én person i spidsen.
- Derfor har jeg besluttet mig for at trække mig som overborgmesterkandidat og bruge min tid og kræfter på at føre valgkamp som BR-kandidat (Borgerrepræsentationen, red.) med det stærkeste hold bag mig. For et stærkere og bedre København, skriver Mette Reissmann.
Socialdemokratiets værste tid
Hun var den første i Socialdemokratiet til at melde sig som kandidat, efter at Frank Jensen trak sig som følge af flere sager om krænkelser af kvinder.
Efterfølgende har Sophie Hæstorp Andersen - nuværende regionrådsformand i Region Hovedstaden - meldt sig som kandidat. Hun er dermed den eneste kandidat for Socialdemokraterne.
I øjeblikket har Lars Weiss rollen som fungerende overborgmester i København. Han har meldt ud, at han ikke er kandidat til posten ved valget næste år.
Mette Reissmann understreger, at skiftet på overborgmesterposten har været nødvendigt.
- Vi har lige været gennem den værste tid i Socialdemokratiet i Københavns historie - kan man roligt sige.
- Et nødvendigt, men smerteligt opgør med en krænkelseskultur og en manglende respekt og anstændighed har fundet sted. Vi skal fremover have fokus på ordentlighed og gensidig respekt over for hinanden, skriver hun på Facebook.
Mette Reissmann sad i Folketinget fra 2011 til 2019, men røg ud efter seneste valg og satser nu på kommunalpolitik.
Der er kommunalvalg den 16. november 2021.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.