KØBENHAVN: Det var blandt andet efter drøftelser i Socialdemokratiets ledelse, at Frank Jensen på grund af krænkelsessager trak sig som overborgmester i København og næstformand i partiet.
Det bekræfter Mogens Jensen, som er den ene af partiets to næstformænd, natten til tirsdag.
Socialdemokratiets ledelse består af to næstformænd - hvoraf Mogens Jensen er den ene, og Frank Jensen var den anden - samt en partisekretær og formand Mette Frederiksen.
Og samtaler i det forum har bidraget til, at Frank Jensen mandag trak sig, oplyser Mogens Jensen, efter at flere kvinder de seneste dage er stået frem og har anklaget Frank Jensen for at have krænket dem.
- Jamen, det er klart, at vi taler sammen i den socialdemokratiske ledelse. Sådan må det også være, siger Mogens Jensen.
Og der er så blevet bragt en form for besked videre til Frank Jensen, eller hvordan skal det forstås?
- Jeg kan kun sige, at vi selvfølgelig har talt sammen i den socialdemokratiske ledelse om det her, og blandt andet de samtaler og vel andre indtryk, som Frank Jensen har fået, har fået ham til at tage den beslutning, som han har taget her, siger Mogens Jensen.
Opbakning lokalt
Søndag aften fik Frank Jensen ellers opbakning fra Socialdemokratiets gruppe i Københavns Borgerrepræsentation til at fortsætte som overborgmester. Her meddelte han også, at han fortsat ville være partiets spidskandidat i København.
Men mandag havde Frank Jensen ændret holdning og trak sig. Han ville ikke selv svare på, om han havde talt med Mette Frederiksen om sin beslutning.
Næstformand Mogens Jensen kommenterede i et Facebook-opslag mandag overborgmesterens beslutning om at trække sig, som han kaldte "hård, men også nødvendig", og det står han ved.
- Altså det fremgår jo klart – også med udgangspunkt i det, som Frank Jensen selv har sagt – at han trækker sig på baggrund af de eksempler, der er kommet frem på krænkelser, og det gør han selvfølgelig, fordi det belaster ham, og fordi det belaster Socialdemokratiet, siger Mogens Jensen natten til tirsdag.
- For mig at se skal der heller ikke herske nogen tvivl om, at chikanerende adfærd – uanset hvor det måtte forekomme i politik, medierne eller mange andre arbejdspladser - er uacceptabelt, uddyber han.
Mogens Jensen understreger, at han har "stor respekt" for Frank Jensens politiske arbejde både i København og på landsplan.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.