- Nu har vi talt om den reform siden 2015. Der er ikke brug for mere træden vande, siger Stephanie Lose (V).
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Coronaen skal give ny ilt til sundhedsreform

Den store reform, som sundhedsvæsnet gisper efter på femte år, skal bygge på det stærke samarbejde på tværs under coronaen, lyder det fra Danske Regioner.
11. SEP 2020 6.19
TEMA: Corona

Det seneste halve år under coronaens sorte skyer har vist, hvad sundhedsvæsnet virkelig kan.

De erfaringer skal tages direkte videre i den længe ventede sundhedsreform, som alle dele af sundhedsvæsenet fortsat venter utålmodigt på fra Christiansborg.

Det er kravet fra Stephanie Lose (V), formand fra Danske Regioner, som fredag holder generalforsamling.

Selvom corona har haft omkostninger såsom et markant fald i antallet af de planlagte operationer, fordi sygehusene skulle skabe plads til et muligt ryk-ind af covid-19-patienter, så mener Lose, at undtagelsestilstanden også har været meget positiv.

- Krisen skabte et enormt godt samarbejde på tværs i sundhedsvæsnet. Vi har set, at med klare mål for opgaven og klare rammer for økonomi og samarbejde har vi en enestående evne til at skabe det sundhedsvæsen, vi har brug for, siger hun.

Ingen grund til udsættelser

Hun er bevidst om, at pengekassen ikke vedblivende kan stå pivåben som under en ekstrem coronakrise, og at krisestyring ikke bare kan omsættes til almindelig hverdag.

- Men vi fik en forsmag på, hvor godt sundhedsvæsenet kan spille sammen, som gør det helt oplagt at bruge de erfaringer i den længe lovede sundhedsreform. Når regering og folketing har viljen til handling, så får vi også nogle meget bedre forudsætninger ude i frontlinjen i dagligdagen, siger hun.

I februar, lige inden coronaen brød løs, lød et usædvanligt fælles opråb fra regioner, kommuner, læger og store fagforbund, at det er på høje tid med den lovede sundhedsreform.

Regionerne mener ikke, at der er nogen grund til yderligere udsættelser.

- Nu har vi talt om den reform siden 2015. Der er ikke brug for mere træden vande. De fleste aktører i sundhedsvæsenet kan meget hurtigt og i bred enighed skrive de centrale løsninger på bagsiden af en serviet, som Folketinget burde se at starte på fra en ende af, siger Lose.

- Vi har brug for nogle indsatser nationalt nu, som vi bare ikke selv kan tage som regioner og kommuner, hvis vi skal videre med et velfungerende og nært sundhedsvæsen for borgerne, siger formanden for de danske sygehuse.

National kvalitetsplan

Hun efterlyser styrket samarbejde mellem kommuner og regioner og en national kvalitetsplan for alle kommuner. Det må ikke afhænge af folks postnummer, om de får den bedste behandling. Eller om det skal foregå på sygehus eller i eget hjem.

- Og vil man ikke lave én stor forkromet sundhedsplan, så kan man bare gå i gang skridt for skridt med de ting, der nu har været på bordet længe, siger hun.

Hun og flere eksperter har tidligere peget på oplagte områder, der her og nu kan overføres fra sygehusene til kommunerne. Det gælder blandt andet dialyse, blodtransfusion, kemoterapi og hjerterehabilitering.

Hidtil har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afvist at sige noget om, hvornår en sundhedsreform er på trapperne.

- Vi arbejder med det. Men vi var nødt til at sætte arbejdet i bero i foråret på grund af corona, lød det i sidste uge fra sundhedsministeren.


Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job