Ledige skal løfte klimaindsats i Aarhus-virksomheder

Et ti ugers virksomhedsrettet case-forløb skal opkvalificere højtuddannede ledige til at arbejde med bæredygtighed på et strategisk niveau hos forskellige virksomheder.

AARHUS: Et brobygningsforløb – Det Grønne Akademi – skal give højtuddannede ledige mulighed for at tilføje klima til deres cv. Samtidigt skal det hjælpe virksomheder i Aarhus til at styrke deres grønne omstilling, oplyser kommunen

I Aarhus er der ca. 3.000 flere ledige nu end på samme tidspunkt sidste år. Derfor er det nødvendigt at sætte initiativer i søen, som dels kan få folk tilbage på arbejdsmarkedet, og dels kan styrke virksomhederne til tiden efter coronakrisen.

Det Grønne Akademi er et ti ugers virksomhedsrettet case-forløb, som opkvalificerer til at arbejde med bæredygtighed på et strategisk niveau hos forskellige virksomheder.

Deltagerne bliver i tværfaglige grupper matchet med en virksomhed, som de i løbet af forløbet udvikler en bæredygtighedsplan for. Bæredygtighedsplanen er en plan for virksomhedens fremtidige arbejde imod en mere bæredygtig produktion og drift. Planen skal kortlægge mulige bæredygtighedstiltag og vise en konkret handlingsplan for implementeringen.

Det kan både være store innovative tiltag og små handlinger som at være mere energieffektive. Projektdeltagerne får indsigt i projektledelse og -udvikling, grøn forretningsudvikling samt virksomhedsopbygning og -ledelse. Derudover bliver de trænet til at kunne hjælpe virksomheder i at kunne fremme den bæredygtige dagsorden.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev