Også de ledige er glade for samtaler pr. telefon

Ikke kun jobcentrene har været glade for møder over telefon eller video under coronakrisen, det samme har de ledige selv, viser undersøgelse. Minister tøver.

For mange ledige har det mest været en fordel, at de under coronakrisen har været afskåret fra fysiske møder på jobcentret og i stedet henvist til frivillige møder pr. telefon eller video.

En undersøgelse, KL har fået lavet blandt 5.778 ledige i 12 forskellige kommuner, viser, at hele 92 pct. er interesseret i, at flere af samtalerne med jobcentret i fremtiden kan foregå via telefon- eller videosamtaler. 66 pct. er meget interesseret, mens kun tre pct. er decideret imod. Det skriver KL's nyhedsbrev Momentum.

Også på jobcentrene er der tilfredshed med, at der frem til 1. oktober er dispensation fra kravet om fysiske møder på jobcentret.

- For de forsikrede ledige er der mange samtaler, man med fordel kan tage over telefonen, da der er et stort flow. Det går ofte stærkt, og det er tit nogle mindre ting, der lige skal vendes, for at den ledige kan komme godt videre. Der er telefonen et supereffektivt redskab. Men det er også rigtig godt til mange af sygedagpengemodtagerne, som måske ikke altid magter et møde. Der må vi i dag tage nogle samtaler per telefon, men det kunne være en fordel, hvis man kunne udvide muligheden, siger jobcenterchef i Skanderborg Anja Nørby Sørensen til Momentum.

Minister afventer

Tilbage i  april opfordrede KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at bygge videre på de gode erfaringer med blandt andet digitale samtaler under coronakrisen. 

Ministeren har dog endnu ikke gjort sin stilling klar. I et skriftligt svar til Momentum skriver han, at det er godt med fleksibilitet for medarbejdere og borgere, men at man samtidig skal sikre, at effekten og kvaliteten er i orden. Derfor afventer han en evaluering af beskæftigelsesindsatsen under nedlukningen, som ministeriet er i gang med.

Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen bakker op om ønsket om at kunne bruge telefon- og videosamtaler. Han siger til Momentum, at han vil bede ministeren sætte spørgsmålet på dagsordenen næste gang, der er møde i forligskredsen bag beskæftigelsesreformen.

De 12  kommuner, som indgår i undersøgelsen, er Albertslund, Esbjerg, Fredensborg, Fredericia, Frederiksberg Faaborg-MidtFyn, Hedensted, Hjørring, Ikast-Brande, Jammerbugt, Skanderborg og Vejle.

Find rapporten om de lediges oplevelsen af kontakten med jobcentre under nedlukningen her.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev