Ledigheden under corona slår rekord - 6.000 flere ledige 1. juli

Ledigheden steg onsdag med over 6.000 personer. 54.076 er blevet ledige under krisen, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
2. JUL 2020 10.10
TEMA: Corona

1. juli - onsdag - bød som ventet på en stor stigning i antallet af ledige. Lidt over 6.000 personer voksede køen af ledige med, og dermed er antallet af ledige under coronakrisen steget med 54.076 siden 9. marts og frem.

Samlet set er 185.913 personer ledige i øjeblikket. Størstedelen er på dagpenge, mens omtrent hver sjette er på kontanthjælp eller lignende ydelser som uddannelseshjælp.

Det er det højeste niveau, som ledigheden har ligget på under coronakrisen, fremgår det af tal fra Beskæftigelsesministeriet. Den store stigning ved månedsskiftet skyldes, at personer med tre måneders opsigelsesvarsel, der blev fyret i marts, først nu pr. 1. juli har kunnet melde sig ledige.

Udviklingen 1. juli dækker over, at 8.030 personer meldte sig som ledige, hvilket er omkring 60 pct., flere end på samme tid de seneste fem år. Ministeriet har ikke offentliggjort mere detaljerede tal.

Når det samlede antal af ledige steg med cirka 6.000 og ikke alle 8.000, skyldes det, at omkring 2.000 samme dag afregistrerede sig som ledige. Kun lidt over halvdelen af de afmeldte har fået job. Resten er enten startet på en uddannelse, er gået på barsel, er blevet syge eller andet.

Ud over de mange ledige har omkring 256.000 været sendt hjem fra jobbet under coronaudbruddet og været omfattet af hjælpepakken for lønkompensation, hvor en stor del af lønnen bliver dækket af staten. Ordningen for lønkompensation går frem til slutningen af august, mens en hjælpepakke for selvstændige og freelancere løber til 8. august.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt