MIDDELFART: Det bliver den 52-årige Steen Møller, der 1. august tiltræder stillingen som chef for Middelfart Kommunes centrale stab, oplyser kommunen.
Steen Møller kommer til at stå i spidsen for staben, som omfatter HR, Jura, Kommunikation samt udviklingskonsulenter, borgmesterkontoret, it-afdelingen og turismeområdet. Steen Møller har de seneste to år arbejdet som selvstændig rådgiver og konsulent, og har gennem mere end seks år været konservativ rådmand i to forvaltninger i Odense Kommune. Derudover har Steen Møller otte års erfaring som leder i det private erhvervsliv.
Ud over erfaringen fra den private og offentlige sektor har Steen Møller været formand i en række bestyrelser for blandt andet Odense Zoo, Trafikselskabet Fynbus og Nordatlantisk Hus. Der var 42 ansøgninger til stillingen som stabchef.
ka