
AARHUS: Den tekniske tilstand af betondækket ved Aarhus Rutebilstation er så ringe, at rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) nu foreslår, at p-kælderen under bliver fyldt op med sand, grus eller jord. Det oplyser Aarhus Kommunes tekniske forvaltning.
Rutebilstationen kan efterfølgende tages i brug igen, og området vil samtidig være stabilt og brugbart til at byudvikle, når Aarhus Byråd lægger sig fast på, hvad områdets fremtid skal være.
Rutebilstationen blev lukket i oktober på grund af akut nedstyrtningsfare i p-kælderen under stationen. Senere viste det sig, at eksperter havde advaret om manglende vedligehold i mere end tre årtier.
En ny rapport om forholdene under rutebilstationen viser, at restlevetiden for betondækket, som i dag er i anvendelse, er ganske kort, og den afspærrede del står heller ikke til at redde. Derfor er der brug for hurtig handling, som samtidig giver de bedste muligheder for den fremtidige udvikling af området.
Andre p-kældre kræver handling
- Vi peger på en løsning, der giver luft til at planlægge den langsigtede udvikling af området – uden spild af for mange ressourcer. P-kælderen bliver fyldt op af jord, grus eller sand, og samtidig sikrer vi en grundig kortlægning af kælderen, der bliver en fordel for fremtidens udviklere af området. Vi kan sige, at vi byggemodner på forhånd, siger Bünyamin Simsek.
Opfyldningen af rutebilstationen vil kunne ske i etaper for at genere bustrafikken mindst muligt. Helt undgå påvirkninger er dog en umulighed.
- Vi er meget opmærksomme på de gener, omlægningerne kan give for alle dem, der benytter den kollektive trafik. Derfor vil vi i dialog med Midttrafik søge de bedste løsninger for den periode, hvor arbejdet er i gang, siger Bünyamin Simsek.
Problemerne på rutebilstationen har fået kommunen til at undersøge andre p-kældre i Aarhus. To af dem kræver handling 'inden for kort tid'.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.