Danmark opruster kraftigt på test for coronasmitte, men der kommer ikke et tidspunkt, hvor alle kan blive testet. Til gengæld er vi nu helt fremme blandt de førende nationer, hvad angår test i forhold til indbyggertal.
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm fortalte på et pressemøde onsdag eftermiddag, at Danmark snart kan overhale Sydkorea i forhold til at teste.
– Men man skal ikke forvente, at alle bliver testet, sagde han, og understregede samtidig, at WHO ikke tænker på Danmark, når man opfordrer landene til øgede test.
– Den opfordring er kun henvendt til andre lande, som ikke tester så meget som Danmark, siger Søren Brostrøm.
Men der hersker fortsat tvivl om Danmarks politik på området i den brede befolkning, og det har direktøren for Sundhedsstyrelsen forståelse for.
– Det er svært at kommunikere vores teststrategi ud i befolkningen. Den kan jeg som læge og fagperson godt forstå. Det kan vi godt blive bedre til, siger Søren Brostrøm.
Lav dødelighed
Søren Brostrøm fortæller, at der er udsendt en ny retningslinje for at håndtere covid–19 i sundhedsvæsnet. Der ventes at komme en-to nye opdaterede retningslinjer om ugen. Det indebærer blandt andet øget testning af ansatte i kritiske funktioner.
– Vi har præciseret og udviklet muligheden for, at man kan teste medarbejdere i kritiske funktioner. Vi lægger en mulighed for, at man kan komme ind og blive testet. Hvis man er corona–fri, kan man komme ind og arbejde, siger han.
Sundhedsstyrelsen kigger på kapaciteter og fremskrivninger af risikovurderinger. Det forventer han at kunne fortælle mere om i morgen, men siger allerede nu:
– Der er ingen tvivl om, at vi bliver udfordret, når og hvis epidemien topper. Men vores største udfordring bliver på personale–siden og ikke udstyr–siden, siger han.
Han fortæller, at dødeligheden blandt alle smittede, også de ikke bekræftede, er på mellem 0,3 og 1 pct.
– Vi forventer en dødelighed på mellem 0,3 og 1 pct. af alle smittede. Ikke kun dem, der er bekræftet smittede. Det har stået fast fra WHO i lang tid, siger Søren Brostrøm.
Bliv hjemme, når du vender hjem fra udlandet
Rigspolitichef Thorkild Fogde minder også om, at hjemvendte danskere skal blive hjemme 14 dage, efter at de er kommet hjem.
– Det er vigtigt at sige, at selv om man er glad og lettet for at være kommet hjem til Danmark, skal man ikke gå ud og kramme sine pårørende ude foran lufthavnen. Man skal også i lufthavnen overholde afstandskravene, siger han.
Rigspolitichef Thorkild Fogde fortæller også, at det er 'stille og roligt' med de nye forbud mod forsamlinger over 10 personer og lukninger af butikker.
- Udfordringerne har primært været tvivl om størrelsen på butiksarealet og opsætning af afmærkning for kunderne, siger Thorkild Fogde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.